Boelslund viser flere nye trailere
Med 1700 producerede enheder årligt er Närko A/S blandt Nordens førende producenter af opbygninger og trailere. Boelslund viser også Sor-Iberica nyheder
Således har TIP Trailer Rental omkring 4000 stk. Närko trailere kørende i Norden. Siden 2000 har Boelslund Handelsfirma A/S i Ikast været importør af produkterne fra Närko A/S, der er ordreproducerende, og som har et grundigt kendskab til transportforholdene i Norden, herunder gældende totalbelastninger. Ligeledes udmærker Närko A/S sig ved at bearbejde og svejse alle stålkonstruktioner selv. Noget, der giver stor fleksibilitet til gavn for kunderne.
Närko A/S har i mange år været kendt for sine letisolerede foldedørskasser til fragtmandskørsel, hvor varerne ikke tåler frost. Nu er fabrikken igen helt i front med sin nye FRC-godkendte foldedørstrailer, som Boelslund Handelsfirma A/S præsenterer på Transport 2005. Foldedørene sikrer hurtig læsning og losning. De kan åbnes, så der er fri indkøringshøjde og en døråbning på 12,5 meter.
Henry Møller i Fjelsø har i 2004 fået leveret fem Närko-trailere og yderligere fem er i ordre til levering i marts. Desuden har vognmanden bestilt et komplet Närko forvogn-hænger-træk, som vil kunne ses på Transportmessen.
Fire nyheder fra SOR IbericaDesuden præsenterer Boelslund Handelsfirma A/S fire nyheder fra spanske SOR Iberica, der er en af Europas største producenter af køletrailere og -kasser. Trods sin størrelse er virksomheden en af de få i Europa, som satser på skræddersyede løsninger til det skandinaviske marked.
Således er der på messen skandinavisk premiere på en ny foldedørskasse, som er udviklet og produceres med henblik på det skandinaviske marked. Den FRC-godkendte foldedørskasse er med en indlæsningsbredde på hele 6800 mm og med fuld indkøringshøjde, så den matcher branchens krav om kvalitet og fleksibilitet. Derfor venter Boeslund Handelsfirma også, at der vil være stor interesse for det nye produkt.
På transportmessen finder man også en ny distributionskasse med kunde-tilpasset udstyr. Kassen er leveret til Find Jørgensen, der tidligere har fået leveret adskillige SOR-kasser. Firmaet stiller store krav til specifikationer og til kassens indretning, da det kører med køl og frys samtidig. SOR formår at leve op til kravene med disse kasser, som har en meget fin isoleringsevne.
Ligeledes udstilles en SOR-kasse med to temperatur-zoner, der leveres til BC Catering. Denne SOR-kasse har bl.a. en fast skillevæg, en flytbar skillevæg samt en sidedør. Også her stilles der meget strenge krav til isoleringsevnen.
Den fjerde nyhed er en 3-akslet SOR citytrailer med X-steering på to aksler, som er leveret til Frederik Christiansen.
-----