Formanden for Foreningen af Danske Langtursvognmænd gennem 15 år, vognmand Jens Tidemann, Hjørring, forlader foreningsarbejdet i forbindelse med FDL's ordinære generalforsamling lørdag den 12. marts 2005.

Baggrunden for at jeg forlader FDL nu, er et generelt ønske om at trappe ned, forklarer Jens Tidemann, der har været engageret i foreningsarbejde siden 1970, hvor han blev valgt ind i den lokale vognmandsforenings bestyrelse. - Nedtrapningen rammer først og fremmest min indsats for FDL, som jeg i øvrigt også mener nu bør have nye kræfter på formandsposten. Samtidig må vi jo se i øjnene, at foreningen er blevet noget mindre på det sidste, og derfor mener vi også, at en mindre bestyrelse må kunne klare de opgaver, der i dag ligger i foreningsregi.

På generalforsamlingen er der lagt op til en vedtægtsændring, der giver mulighed for en syvmands bestyrelse i FDL i stedet for som hidtil ni bestyrelsesmedlemmer. Det kommer til at passe meget godt, for hverken formanden eller næstformanden, Knud Skov Christensen, genopstiller til valg; - så nu er der ingen, der så at sige bliver presset ud af bestyrelsen. Det er en naturlig afgang, der bliver tale om. Ingen smækken med døren fra min side.

Ualmindeligt er det ikke, at en afgået formand stadig har en finger med i foreningsspillet, - selv efter at døren er lukket efter ham. Men ikke sådan her. Jens Tidemann er fast besluttet på, at nok er nok. - Jeg har valgt at sige, at skal jeg stoppe som formand, så er det helt slut med foreningsarbejdet. Ikke bare for min egen skyld men også for at give den nye formand, der bliver valgt, større råderum og frie hænder. Han skal ikke være tvunget til at fungere i en tidligere formands skygge.

- Det er jo - som i mange andre af livets forhold - et spørgsmål om prioritering. Beslutningen har været længe undervejs - allerede sidste år blev bestyrelsen underrettet, om at jeg ikke ønskede genvalg. Når helbredet har været mindre godt i gennem længere tid, og sund fornuft tilsiger, at jeg skal nedsætte mit aktivitetsniveau, så er det mit ansvar at finde ud af, hvor jeg vil bruge de kræfter, der er til rådighed. Valget er faldet på min vognmandsforretning, og der ligger meget arbejde gemt der, for det kræver stor indsats at få det til at løbe rundt med det afgiftsniveau, der gælder for danske eksportvogntog i dag.

- I dag er det danske eksportvognmandserhverv klemt. Det er en helt generel betragtning, der gælder alle inden for erhvervet, - det er ikke værre for os end for andre. Det er jo sådan, at et normalt eksportvogntog er så belastet af afgifter til det offentlige - dieselafgift, vægtafgift, vejafgift, forsikringspræmier, og skat på chaufførlønninger, at vi inden vi ser os om har lagt 3,56 kr./km i statskassen. Og det gælder både kørsel i Danmark og i udlandet. Det danske afgiftsniveau er så højt, at østeuropæerne er ved at kvæle os, og det ender med, at der ikke eksisterer et dansk eksportvognmandserhverv, hvis ikke regeringen snart griber ind.

Og det har heller ikke skortet på forslag fra FDL-formandens side.

- Vi har peget på muligheden, at staten i en periode, indtil Øststaterne er kommet helt op i omdrejninger, nøjes med afgifter på i alt 2 kr./km for eksempel. Det ville give danske eksportvognmænd plads til at gå ud og konkurrere med de sidste 1.50 kr./km, hvilket ville betyde, at vi blev konkurrencedygtige, - og det ville alle være tjent med.

Staten ville få indtægter i statskassen, og selv om de var mindre end i dag, så ville de dog være der. Danske eksportvognmænd ville blive i stand til at konkurrere med udlandet og få flere jobs, - det ville medføre indkomstskat og virksomhedsskat til staten og reducere den udflagning af danske virksomheder til lavtlønslande - som for eksempel Polen - der foregår i dag, og som fylder fremmede landes statskasser - og belaster den danske velfærd. For hver gang en virksomhed flager ud, betyder det, at Danmark mister 1,2 arbejdsplads, som fremover skal forsørges af det offentlige.

Jens Tidemann konkluderer, at det er en underskudsforretning for staten, hvis man regner det hele nøje ud. - Alligevel har regeringen - eller politikerne - ingen forståelse for problemet. Og 3F - det tidligere SiD - har heller ikke, selvom forholdene kunne forbedres markant ved et enkelt indgreb: Genindførelse af en form for sømandsskat for chauffører, som gjorde, at chaufførernes købekraft forblev neutral, mens skattelettelsen skulle komme eksportvogntoget til gode. Ellers må vi nok skrotte eksportbilerne og søge omskoling.

- Globaliseringen er en kendsgerning, den kan vi ikke kæmpe imod, men vi kan da i det mindste forsøge at reducere de negative effekter af udviklingen, der hvor det er muligt, lyder det fra FDL-formanden. - I fremtiden vil det være utænkeligt, at der er danske eksportvogne på markedet, hvis ikke vi får ensartede konkurrencevilkår i Europa.

Skal vi tro statsministeren, skal vi sælge os selv på know-how og bedre uddannelse. Men når vi er 20 procent dyrere end de andre, så er det ikke så mærkeligt, at det er de andre, der render med ordren.

Vi bliver udkonkurreret af Østeuropæiske eksportvognmænd, der kører med materiel, som vi har kasseret for fem år siden. Kan samfundet - og vi - være tjent med det. Kan vi leve af kun at være de klogeste i verden? Jeg ved, det er det vi skal, men jeg tvivler på, om vi kan.

Fremtiden vil vise, hvad der er muligt. FDLs karismatiske formand gennem 15 år, Jens Tidemann, vil ikke længere være med til at lægge de politiske linjer eller være foreningens frontfigur.

- Jeg synes, jeg har gjort min pligt. Så nu går jeg - lige så stille, uden at smække med døren og overlader foreningsroret og det politiske arbejde til mine udmærkede kolleger. Man siger, at en formand forgår, mens foreningen består. Og det må man sige er tilfældet her.

-----