Blæsten suste ind gennem sprækkerne i vinduet. Karmen var helt kold, selv om radiatoren nedenunder var i gang. Man skulle ikke tro, at det var ved at være forår. Fluen skuttede sig. Der var ikke meget sjov ved det hele i øjeblikket - og vognmanden var på slankekur, så han spiste kun gulerødder, og dér satte fluen trods alt grænsen.

Det var længe siden, der havde været råben og højlydte grin eller hidsige skænderier for den sags skyld. Der hvilede en lidt mut stemning over hele firmaet.

Og alligevel sagde vognmanden, at det gik godt.

Men han så nu ikke rigtig glad ud, og det gjorde revisoren slet ikke. Han havde været der oftere end han plejede, og det var normalt ikke noget godt tegn.

- Slap nu af. Det hele ordner sig, havde vognmanden sagt uden at revisoren af den grund så den mindste smule beroliget ud. Tværtimod trak han på skuldrene.

Og fluen havde indtryk af, at det vist knirkede lidt på hjemmefronten. Bevares, vognmanden lød vældig imødekommende næsten indladende, når han ringede hjem, men det virkede ikke som om tonefaldet blev gengæld.

Noget måtte være sket, tænkte fluen, men den kunne ikke komme i tanker om, hvad der skulle være indtruffet, som kunne have udløst den lidt passive atmosfære, som prægede alle. Det slog fluen, at chefen ikke havde været hidsig en eneste gang i flere uger, og han havde heller ikke redt hår på den febrilske måde, han ellers havde for vane, når han var nervøs eller presset. - Gud ved om han har været i terapi, mumlede fluen for sig selv.

For vognmanden havde jo været helt ustyrlig indtil for nylig, da han var i gang med både opkøb og det nye netværk. Folk var væltet ud og ind af dørene.

Telefonen ringede og vognmanden rakte roligt ud efter røret.

- Det går ok, hørte fluen ham sige roligt og velafbalanceret. Der blev tilsyneladende sagt en hel masse i en anden ende af ledningen. Og chefen nikkede den ene gang efter den anden, selv om modtageren ikke kunne se det.

- Aha, ser man det...mmm...ok...glimrende, sagde han anerkendende. Det var ellers sjældent at han gennemførte en telefonsamtale uden i det mindst at forsøge at tage styringen. Men det var tydeligt, at han var tilfreds med det, han hørte.

Først da bogholderen kom ind lidt senere, løftedes noget af sløret for vognmandens nye stil: - Sid ned, sagde han til bogholderen og slog ud med armen.

- Det ser ud til, at vores overtagelse går, som den skal og netværket ser ud til at være den helt rigtige ide. Jeg har overladt det til Mogensen ovre fra Holmgaard at køre start-fasen og lade ham føre sine ideer igennem....det vil sige de ideer, vi endte med at blive enige om. Det var næsten en hårdere forhandling end selve etableringen af netværket.

Bogholderen så lidt mere beroliget ud, men ikke helt - Så du har overladt tøjlerne til Mogensen, begyndte han.

- Ja, mere eller mindre. Og det ser faktisk ud til at fungere...luk lige døren, sagde vognmanden og anlagde den fortrolige mine, som bogholderen kendte så godt.

- Jeg har fået det råd at prøve at lade andre komme til for at vise tillid og måske også komme ind på et andet spor, end det jeg umiddelbart selv ønsker at slå ind på. Men jeg skal da ærligt indrømme, at det ikke er faldet mig helt let.

Det sidste havde bogholderen absolut ikke svært ved at sætte sig ind i. Det passede ikke til hans billede af chefen at opleve ham læne sig tilbage i vigtige spørgsmål.

- Selv min kone synes, at jeg går for vidt, sagde vognmanden. - Hun plejer ellers at skælde mig ud for at gå alt for meget i detaljer med tingene i firmaet. Nu siger hun, at jeg virker apatisk.

Bogholderen nikkede. Han havde gennem årene ofte oplevet chefens kone som en forbundsfælle, når vognmanden engagerede sig alt for overvældende i de mindste sager i firmaet. Hun var god til at minde ham om forskellen på stort og småt. I det hele taget var hun en god sparringspartner.

- Men du var jo selv enig med mig i, at vi skulle give de andre en chance for at vise, at vi mente det alvorligt med det nære samarbejde, og så vidt jeg husker, var det dig, som foreslog, at vi skulle åbne vores regnskaber for dem. Og revisoren var også enig et stykke ad vejen, sagde vognmanden.

Fluen vidste godt, at både revisoren og bogholderen i deres stille sind havde regnet med, at vognmanden alligevel ville holde solidt hånd i hanke med udviklingen. Og i hvert fald ikke tage det hele så roligt.

Vognmanden lænede sig frem: - Men til dig kan jeg godt sige, at jeg på forhånd har betinget mig daglige indberetninger. Tillid er godt, men nøgletal er bedre, lød det fra chefen.

- Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg selv ville have gjort det lidt anderledes. Men de foreløbige resultater er faktisk fine. Bedre end jeg havde turdet håbe på, så med de justeringer, jeg har tænkt på, kan det meget vel ende med, at vi får to og to til at blive fem, sagde vognmanden og hev sin kam frem og begyndte at rede sit tynde hår.

- Men der er faktisk et par ting, vi skal have ændret med det samme, begyndte han og tog en bagerpose som stod på hylden ved siden af hans skrivebord.

Bogholderen kiggede. - Jeg troede, at du var på kur.

- Ja, sagde vognmanden idet han tog et par rundstykker op af posen frem. Men man skal ikke være fanatisk. Og fluen var helt enig.

-----