Tilbage til Trekantsområdet
Klaus Sørensen Transport A/S har igen fået domicil i Trekantsområdet.
Efter sidste sommer at være flyttet fra Kolding til Skanderborg er kran- og specialtransportfirmaet netop flyttet til Stoustrup vest for Fredericia. Her har Klaus Sørensen lejet sig ind hos tidligere vognmand Preben Rebsdorf, der for år tilbage selv drev vognmandsforretning med netop kran og specialtransport.
- Vi har en stor kundemasse i Trekantsområdet, hvorfor det er mest hensigtsmæssigt at have domicil her, siger direktør Klaus Sørensen til e-nyt.
Det nye hovedkvarter, der både omfatter en administrationsdel, en værksteds- og servicehal, samt et stort parkeringsareal, ligger meget centralt placeret tæt på rundkørslen ved Hejse kro, hvorfra man bl.a. hurtigt kan komme ud til motorvejen. Klaus Sørensen Transport A/S råder i alt over 12 trækkende enheder, hvoraf fem lastvogne er bestykket med kraner samt et større udbud af blokvogne og udtrækstrailere.
-----