Et bærende princip i regelsættet er populært sagt, at den der har tilladelsen, uanset om det er en person eller et selskab også er den, der skal "udnytte" den. At være vognmand er en alvorlig sag, og at udøve godsmandskørsel for fremmed regning er underlagt restriktive regler i henholdsvis lov og godskørsel og den dertil knyttede bekendtgørelse. I disse regelsæt er grundlæggende princip, at den/de udstedte vognmandstilladelser skal udnyttes af den/de personer/selskaber der har opnået den ? et princip, der er knæsat i lovens § 6, stk. 3, som der i det følgende er henvist til flere gange.

Ryger vognmandstilladelsen af den ene eller den anden årsag, er gode råd jo dyre, og de færreste, der kommer i den situation og har baseret deres levebrød på kørselstilladelsen vil normalt lade 7 og 5 være lige og "uden videre" vente de 5 år, der normalt er karenstiden.

Der ses mellem år og dag i branchen eksempler på mere eller mindre sindrige konstruktioner, der vel oftest udtænkt af de ramte selv, men til tider er udtænkt af godt betalte rådgivere, som eksempelvis vognmandens revisor. (Det kan i princippet lige så godt være en advokat!)

Netop det at være revisor er en mindst lige så alvorlig sag. Revisorbranchen er underlagt strenge normer for, hvordan der skal ageres og i værste fald kan man på samme måde som det er tilfældet for vognmanden miste sin ret til at udøve revisorvirksomhed.

I februar i år stod en statsautoriseret revisor tiltalt sammen med to vognmænd, for efter anklagemyndighedens opfattelse at have misbrugt sin stilling "til at krænke det offentliges ret for at skaffe andre uberettiget fordel og ved at have medvirket til overtrædelse af lov om godstransport", idet revisoren skulle have medvirket til at lave et arrangement, der betød, at en vognmand (vognmand A) der selv havde mistet sine tilladelser på grund af en fængselsdom, alligevel havde fået tilladelse til at udføre godskørsel for en vognmand, der havde mistet sin egen tilladelse alligevel kunne fortsætte med at udøve vognmandsvirksomhed, idet revisoren havde været med til at lave en aftale og et arrangement, hvorefter vognmand A's lastbiler blev omregistreret til vognmand B som brug samtidig med, at der blev oprettet en særskilt konto i vognmand B's navn til indtægter og udgifter, hvorfra pengene blev udbetalt til vognmand A, sådan at det overfor myndigheden kunne skjules, at vognmand A forsat udførte godskørsel med sine to lastbiler for fremmed regning.

Vognmand A fortalte i retten, at han forinden sin afsoning af fængselsdommen naturligvis havde gjort sig overvejelser om, hvad der skulle ske med vognmandsforretning og derfor havde rettet henvendelse til sin revisor og tillige var til møde hos en advokat, som revisoren samarbejdede med. Han kunne ikke huske, om det var ham eller revisoren, der kontaktede advokaten, men i starten af oktober 1998 rettede Færdselsstyrelsen henvendelse til ham og meddelte, at man overvejede at tilbagekalde hans vognmandstilladelse. Han diskuterede herefter sagen med revisoren, idet han havde valget mellem at skille sig af med virksomheden og forsøge at køre den videre.

Han overvejede at danne et selskab, men det blev ikke til noget, og det endte med, at vognmand B fik to vognmandstilladelser, idet der blev oprettet en konto i vognmand B's navn, hvor de indkørte beløb fra lastbilerne blev indsat. Det var vognmand B, der havde tilladelserne, og derfor skulle pengene indgå på dennes konto, hvilket skete efter anbefaling fra revisionsfirmaet. Vognmand A's ægtefælle havde fuldmagt til kontoen hos vognmand B, og bilerne blev omregistreret med vognmand B som bruger, og vognmand B skulle herefter betale leasingydelse til vognmand A. Der blev overført et beløb hver måned. Der blev ikke lavet leasingkontrakter, der var ikke noget underligt i, at resultatet for kørslen med de to lastbiler skulle ende i et nul, og det var svært at får overskud indenfor vognmandsbranchen. Han var ikke helt klar over, hvorfor der ikke skete bogføring i vognmand B's regnskaber, og det måtte være en fejl fra revisors side. Vognmand B skulle have betaling for sin ulejlighed.

Vognmand B oplyste, at han gik med til at hjælpe vognmand A, da fik problemer med sine kørselstilladelser og at han i den forbindelse fik at vide, at det "i orden med revisor".

Han havde talt et par gange i telefonen med revisor, og på et tidspunkt var det hele sat i værk og der blev vist nok kun drøftet detaljer. Han søgte to kørselstilladelser og han regnede med, at der ville blive lavet et anpartsselskab, men for at vognmand A kunne komme til at køre med det samme, gik han med til at starte som vognmand for vognmand A's to vogn. Han kunne ikke huske, om ansøgningsskemaet blev sendt fra revisor.

Revisoren forklarede, at han er statsautoriseret revisor, og at han i oktober 1998 holdt et møde med vognmand A, hvor man drøftede et oplæg fra advokaten. De drøftede bl.a. en lejemodel, hvorefter vognmand B skulle leje vognmand A's lastbiler, og de drøftede de regnskabsmæssige og skattemæssige konsekvenser og blev enige om at gå videre med lejemodellen. Han hørte første gang om vognmand B under mødet, og der var alene tale et forslag, som måtte afvente en juridisk vurdering og udarbejdelse af juridiske kontrakter, hvorefter han havde en kort telefonsamtale med vognmand B. Han sendte skemaet til ansøgning om kørselstilladelser, så de kunne starte op, og ifølge hans forslag var der tale om en virksomhedsoverdragelse, men arrangementet havde åbenbart ikke fået en juridisk vurdering.

I december 1998 holdt han et møde med vognmand A's kone, idet vognmand A afsonede sin fængselsdom og der blev givet instrukser om, hvordan de skulle forholde sig bogføringsmæssigt. Meningen var at fortælle, at de skulle holde tingene adskilt. En vognmandsforretning af den pågældende type giver ikke overskud, og et 0-resultat er derfor ikke usædvanligt. Det blev formentlig aftalt, at vognmandens kone skulle være administrator, og han var ikke klar over, hvorfor hans medarbejder havde sat citationstegn omkring "den nye virksomhed". Han ville ikke afvise, at han havde sagt til vognmand B, at der var en beskeden resultatmulighed, og han kunne ikke huske, at han skulle have sagt at vognmand B skulle have en halv proces af indkørslen. Da det juridiske grundlag for konstruktionen ikke kom tilstede, valgte de at bogføre som de gjorde, og da en stor del af bilagsmaterialet var i vognmand B's navn, blev det bogført hos ham.

Både for så vidt angår revisor som de to vognmænd skulle retten tage stilling til, om sagen på grund af meget langsommelig efterforskning var forældet, hvilket retten fandt ikke var tilfældet, hvorimod der for vognmændenes vedkommende kom til at betyde noget ved strafudmålingen.

Herefter anførte retten, at det fremgik af sagen, at vognmand B søgte om 2 vognmandstilladelser den 6. november 1998, og at tilladelserne blev givet af Færdselsstyrelsen samme dag. På det tidspunkt var vognmand A ifølge sin egen forklaring bekendt med, at hans vognmandstilladelser formentlig ville blive tilbagekaldt, hvilket skete den 18. november 1998. Det fremgik endvidere af sagen, at vognmand A udlejede sine to lastbiler til vognmand B og at vognmand A' søn og vognmand A selv kørte de to lastbiler. Det fremgik desuden, at vognmand B oprettede en konto i X Bank, hvor alle betalinger fra kørsel med de to lastvogne indgik, ligesom der blev betalt udgifter vedrørende lastbilerne fra kontoen. Vognmand A's kone havde fuldmagt til at hæve på kontoen, og vognmand B havde ifølge sin egen forklaring ikke hævet på kontoen. Dertil kom, at bogføring af indtægter og udgifter fra lastbilerne skete hos vognmand A, at vognmand A's søn var ansat hos vognmand A, at der ikke blev oprettet lejekontrakter på lastbilerne og at vognmand A og dennes kone i erklæring af 9. april 1999 havde lovet, at holde vognmand B økonomisk fri af engagementet. Det var herefter bevist, at de vognmandstilladelser, som vognmand B fik den 6. november 1998, ikke blev benyttet af vognmand B, men at det reelt var tiltalte vognmand A, som drev vognmandsvirksomhed. Tiltalte vognmand A fandtes på den baggrund skyldig i tiltalen.

Straffen for vognmand A fastsattes til en bøde på 30.000 kroner, jf. lov om godskørsel (nu lovbekendtgørelse nr. 108 af 19. februar 2003), § 17, stk. 1, nr. 1, for overtrædelse af § 1, stk. 1, jf. bekendtgørelsen om godskørsel (nu bekendtgørelse nr. 520 af 14. juni 2004) § 1.

Ved fastsættelsen af bøden, var der taget hensyn til, at der var tale om en grov overtrædelse, da tiltalte afsonede en fængselsstraf mens overtrædelsen fandt sted. Der var endvidere taget hensyn til, at der var gået unødvendig lang tid ? uden at det kunne bebrejdes tiltalte ? fra sigtelsen blev rejse og til sagens afgørelse.

Retten fandt, at der var grundlag for at konfiskere et beløb svarende til overskuddet fra virksomheden uden fradrag af udgifterne til løn. Anklagemyndighedens subsidiære påstand toges på den baggrund til følge for et beløb på 1.447.595,90 kroner.

Retten fandt ikke, at det forhold, som tiltalte var dømt for, begrundede en nærliggende fare for misbrug af stillingen, jf. straffelovens § 79, stk. 1. Tiltalte frifandtes derfor for påstanden om frakendelse af retten til at udøve virksomhed som vognmand og udføre godskørsel for fremmed regning.

Med hensyn til vognmand B bemærkede retten, at denne i sin deltagelse, herunder ved indhentelse af tilladelser og ved at gå med til, at der blev oprettet en konto i hans navn medvirket til overtrædelse af lov om godskørsel. Vognmand B havde endvidere overladt sin tilladelse til at drive godskørsel for fremmed regning til tiltalte vognmand B. Han fandtes derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen og fik en bøde på 7.000 kroner.

Med hensyn til revisorens andel bemærkede retten indledningsvis, at det af lov om statsautoriserede og registrerede revisorer § 26, fremgår at straffelovens § 155 finder anvendelse på revisorer. Henvisningen til straffelovens § 155, der er på lige fod med eksempelvis henvisningen til § 152, må antages at gælde generelt for revisorers virke.

Retten henviste til, at revisoren havde forklaret, at der blev holdt møde på hans kontor den 26. oktober 1998, hvor spørgsmålet om omstrukturering af vognmand A's virksomhed blev drøftet. Det fremgik, at revisor den 29. oktober 1998 havde fremsendt ansøgningsblanketter til vognmand B til brug for ansøgning om kørselstilladelser. Det fremgik endvidere af notatet af 1. december 1998, at der skulle oprettes en bankkonto i vognmand B's navn med fuldmagt til vognmand A's kone, og at den skulle danne grundlag for en ny bogføringskreds, som skulle gå via vognmand B's selvangivelse med et 0-resultat. Det fremgik endvidere af brev af 3. december 1998 fra revisionskontoret til vognmand A's kone, at der blev givet anvisninger på, hvordan der skulle forholdes med vognmand B's konto i X Bank og hvordan, der skulle forholdes med hensyn til private udgifter. I brevet og notatet af 1. december 1998 var "den nye virksomhed" sat i anførselstegn.

Uanset at vognmand A ikke havde fulgt revisors anvisninger om, at der skulle oprettes lejekontrakt vedrørende bilerne og ansættelseskontrakt med vognmand A's søn, fandt retten, at tiltalte var skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Som beskrivelsen af gerningsindholdet var formuleret i anklageskriftet, var gerningstidspunktet dog kun perioden oktober til december 1998.

Straffen for revisor fastsattes til fængsel i 14 dage, jf. straffelovens § 155, 2. pkt., jf. lov om statsautoriserede og registrerede revisorer § 26, og lov om godskørsel § 17, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, jf. straffelovens § 23.

Særligt under hensyntagen til at der var gået unødvendig lang tid ? uden at det kunne bebrejdes tiltalte ? fra sigtelsen blev rejst og til domfældelse, skulle straffen ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholdt de betingelser, som var angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Med andre ord fik revisor det, der normalt kaldes betinget fængsel.

Vognmand A har anket sagen til landsretten, hvorimod vognmand B og revisor har valgt ikke at gøre mere ved sagen.

-----