Nyt stort lager i Køge
Skandinavisk Transportcenter i Køge glæder sig over, at LMG Lemvigh-Müller nu er begyndt på opførelsen af et stort stållager i Køge til betjening af hele Danmark.
Første spadestik er netop blevet taget på Ullsvej i Køge, og allerede om seks måneder forventes byggeriet af de 10 meter høje lagerhaller at være klart til indflytning, hvorefter lagersystemet skal installeres. Det bliver et fuldautomatisk lager, hvor stålpladerne bliver håndteret af kraner, som selv kan skille pladerne ad ved hjælp af magnetisme og vakuum.
Det nye lager skal afløse LMG Lemvigh-Müllers stållager i Sydhavnen, som efterhånden har fået en uhensigtsmæssig placering, idet byen er vokset helt ud omkring virksomheden. Placeringen i Køge giver både trafikale og distributionsmæssige fordele, fremhæver selskabet, som vægter en effektiv logistik højt. Centrallagre for stål skal således ligge i Køge og Randers, mens VVS-lageret ligger i Kolding.
-----