Glæde over genvalg af Flemming Hansen
Trafikministeriet har i mange år været opfattet som øretævernes holdeplads, fordi så mange kontroversielle spørgsmål samles her. Det gælder både bro-projekter, motorveje, og banestrækninger, som altid skaber offentlig debat og politiske slagsmål.
Men det var vist mest for spøg, at daværende trafikministeren Jacob Buksti for nogle år siden på Transport-messen ønskede sig at blive transportminister i stedet for trafikminister. Han mente, at et sådant nyt navn lød mere fredsommeligt ? selv om han som bekendt fik sin sag for på anden vis.
Trafikministeriet skal holde mange tunge bolde i luften og for at sikre, at det ene lovgivningskompleks ? om broforbindelser f.eks. ? ikke lægger gift for havne og færgeselskaber. Og at miljøtiltag bliver tænkt ind i planlægningen i god tid.
Blandt dem der gerne havde set et egentligt transportministerium var Danske Havne og ikke mindst vognmandsmandsorganisationerne.
DTL havde således gerne set, at transporten blev samlet ét sted:
DTL ser et stort behov for en politisk samling af alle facetter af transporten. Selv om dette ønske ikke blev opfyldt, er DTL tilfreds med, at Flemming Hansen fortsætter på posten som trafikminister i den nye regering. Dermed bevares kontinuiteten i det for transporterhvervet så vigtige ministerium. DTL vil gøre sit til at bevare og udbygge det fine og konstruktive samarbejde, som vi i godt tre år har haft med Flemming Hansen og hans kompetente folk i ministeriet og i Færdselsstyrelsen, siger DTLs formand Anker M. Jensen.
Ud over at være trafikminister bliver Flemming Hansen også energiminister i den nye regering.
Forstår transportenFlemming Hansen har ved flere lejligheder udtrykt sin klare forståelse for transporterhvervets vigtige rolle i samfundet.
Og den opfattelse håber DTL vil brede sig til hele det nye Folketing:
- Vi ser frem til en fortsat positiv trafikpolitisk dialog med de relevante ministre og folketingsmedlemmer, siger Anker M: Jensen, som også er tilfreds med, at der i regeringsgrundlaget satses på lavere takster over Storebælt og etablering af en fast forbindelse over Femern Bælt.
Også regeringens udbygning af motorvejsnettet anerkendes af DTL, som også er helt med på, at indsatsen for at få nedbragt antallet af trafikdræbte yderligere intensiveres. Samtidig håber vognmændene, at Danmark vil gå foran både herhjemme og i EU for at få bedre beskyttelse af dyrene under transport, sådan som det er nævnt i regeringsgrundlaget.
Transport-systemer, takOgså I HTS ærgrer man sig lidt over, at Transportministeriet ikke blev til noget i denne omgang. Man havde gerne set fokus ændret fra trafik til transport og logistik, så der bliver set mere bredt på transportområdet. Heller ikke søfarten bliver flyttet over til Trafikministeriet, men det har HTS ingen problemer med. Det, HTS ønsker, er, at et Transportministerium sætter fokus på transportsystemer og ikke transportformer, lyder det fra erhvervsorganisationen.
-----