Måske er ryglænet forklaringen
Indehaveren af Mosgaard Flytteforretning ApS i Tune vognmand Brian Mosgaard, mener, at det store problem med cyklistspejlene og højresvingsulykker ikke ligger i spejlene, men i hvor langt ryglænet er tilbage på førersædet.
- Hvis ryglænet er langt tilbage og delvis lagt ned, befinder synsfeltet sig bag dørstolpen. Mange lastbilchauffører tror stadig de sidder i deres personbil og har derfor ofte ryglænet til næsten at ligge ned for at kunne slappe af under kørslen. Det går jo fint i personbilen, fordi der er flere vinduer. Men i lastbilerne er der ofte kun vindue i døren og dermed ikke fri udsigt til højre side, siger Brian Mosgaard.
Vognmanden har gjort sine iagttagelser omkring dette problem både hos egne chauffører blandt og forbikørende lastbiler fra andre firmaer.
- Løsningen er at man låser ryglænet på førersædet så det ikke kan lægges så langt bagud siger vognmanden.
-----