Indsats mod højresvingsulykker
Trafikminister Flemming Hansen har taget initiativ til at sætte fokus på ulykker og dødsfald på grund af højresvingende lastbiler.
Efter opfordring fra DTL har Trafikministeren anmodet Havarikommissionen for Vejtrafikulykker om at undersøge højresvingsulykker med lastbiler og Færdselsstyrelsen om at kontakte involverede parter med henblik på at udarbejde information både til chauffører og cyklister. Foreløbig er der indkaldt til et møde i Færdselsstyrelsen 25. februar 2005 med De Danske Bilimportører, DTL, Dansk Cyklist Forbund, Fagligt Fælles Forbund, Rigspolitiets Færdselsafdeling, Rådet for Større Færdselssikkerhed, Havarikommissionen og Danmarks TransportForskning. Formålet med mødet er at blive enige om hvilke budskaber, der er de primære.
- DTL er tilfreds med, at trafikministeren så hurtigt reagerer i bestræbelserne på at få reduceret antallet af trafikdræbte. Ingen kan tillade sig at sidde den nuværende alvorlige situation overhørig. Uanset hvad der ellers er meldt ud, er det tvingende nødvendigt at prioritere midlerne til en koordineret informationsindsats for at undgå højresvingsulykker, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.
-----