23948sdkhjf

H. P. Therkelsen indgår betydningsfuld Dachser-samarbejdsaftale

Dachser Lebensmittel Logistik har udvalgt H.P. Therkelsen A/S, Padborg, til en eksklusiv partnerskabsaftale, der trådte i kraft 1. februar 2005. Dachser begrunder valget med H. P. Therkelsens omfattende netværk i og uden for Danmark, samt virksomhedens højt udviklede logistikløsninger, der er baseret på moderne informationsteknologi.

- Vi søgte en partnervirksomhed, der kan levere en kvalitet og service, der kan måle sig med Dachsers produkt. Den partner fandt vi i H.P. Therkelsen, som er en virksomhed, der tænker lige som os, udtaler direktør Gerhard Riester, Dachser Lebensmittel-Logistik.

Dachser Lebensmittel Logistik er ifølge egne oplysninger, den næststørste logistikudbyder på levnedsmiddelmarkedet i Tyskland og råder over netværk på 27 terminaler, som ligger strategisk placeret over hele Tyskland.

Netværket, som H.P. Therkelsen nu indgår i, betyder, at varer kan nå ud til ethvert hjørne af Tyskland indenfor 24 til 48 timer fra Danmark ? og omvendt.

Dachser-koncernen har 12.000 ansatte og en årsomsætning på ? 2,1 mia.

Fersk distribution

Partnerskabsaftalen vækker forståelig glæde i Padbrog. Direktør Mogens Therkelsen, H. P. Therkelsen, ønsker ikke at sætte tal på omfanget af aftalen med Dachser Lebensmittel Logistik, men siger til Transport-Tidende:

- Vi har i forvejen en række samarbejdspartnere i Tyskland, men partnerskabsaftalen med Dascher er den første i den størrelse. Det vil betyde en væsentlig mer-aktivitet i vores daglige drift på såvel import som eksport, siger Mogens Therkelsen.

H.P. Therkelsen betragter samarbejdsaftalen som en væsentlig styrkelse af virksomhedens position på det tyske marked.

- Tyskland er et af vores helt centrale markeder og det været vigtigt for os at finde en partner, der har samme mentale forståelse for kvalitet og service, som vi har i HPT og som kan være med til at tilføre vort eget system nye udfordringer. Det har vi fundet i DLL, der ligesom os er helt på forkant med hensyn til udvikling af IT og andre serviceydelser indenfor transportbranchen, siger Mogens Therkelsen.

- Vi forventer os meget af dette samarbejde, og er overbeviste om at det i høj grad vil komme vore nuværende og fremtidige kunder til gode. Det er jo tendensen indenfor vort segment, at sendingsstørrelserne bliver mindre og afgangene hyppigere, og derfor er det en nødvendighed, at vi nu i endnu højere grad end tidligere kan tilbyde findistribution mellem de skandinaviske lande og hele Tyskland med en høj servicegrad til konkurrencedygtige priser.

Krav til logistik

H.P. Therkelsen har traditionelt specialiseret sig i transport af frosne fødevarer, men partnerskabet med Dachser Lebensmittel Logistik betyder, at Padborg-virksomheden fremover skal sætte fokus på transport af fersk tempererede levnedsmidler.

- Logistikken omkring ferske levnedsmidler er lidt mere kompliceret end ved dybfrosne fødevarer fordi der er en anden tidsfaktor og et meget kortere salgsinterval. Det kræver en anderledes set up og stiller større krav til logistik og omløbshastighed, forklarer Mogens Therkelsen.

Han forventer, at H. P. Therkelsens aktiviteter i forbindelsen med partnerskabsaftalen er nogenlunde ligeligt fordelt på import og eksport.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078