Vækstforventninger i vognmandserhvervet
ATL’s konjunkturundersøgelse viser markant fremgang på andelen af vognmandsvirksomheder med positive forventninger til det kommende år
Næsten halvdelen af de 550 danske vognmandsvirksomheder, der har deltaget i ATL’s årlige konjunkturundersøgelse, forventer øget bruttoomsætning i 2005. Sidste år var tallet kun 36 procent. I 2003 var andelen nede på 32 procent.
Lidt overraskende er der også en stigning i andelen af virksomheder, der forventer en faldende bruttoomsætning. I 2004 forventede 12 procent faldende omsætning – en andel der er øget til 17 procent. 35 procent forventer uændret omsætning mod 51 procent sidste år. Forventningerne til øget omsætning smitter delvist af på forventningerne til behovet for nyansættelser.
ATL’s medlemsvirksomheder anser især afgifter og overenskomst, som problemområder for erhvervet. Afgifter tillægges dog lidt mindre betydning end sidste år, mens lønomkostningerne betegnes som et hovedproblem af flere virksomheder end sidste år.
-----