Ikke de store ændringer
Svend Buhrkall, formand for bestyrelsen i Danske Speditører, ser ikke de store problemer i forbindelse med indførelse af det nye EU arbejdstidsdirektiv:
- Vi har jo drøftet ændringerne overordnet i foreningen Danske Speditører, men især i det fagudvalg, der hedder "Kontinent", og vi har valgt at se det i sammenhæng med de reviderede køre-hviletidsregler og den nye digitale fartskriver, der bliver indført i august i år.
- Generelt må jeg sige, at det er jo ikke noget nyt, at transporterhvervet nu også bliver underkastet arbejdstidsbegrænsninger - det er noget, der har været undervejs i meget lang tid, og som jo er forståeligt nok. Transporterhvervet har været undtaget fra reglerne i lang tid allerede; - måske på grund af vanskeligheder med at formulere indholdet, fordi der er tale om mobile arbejdere.
- Danske Speditører hilser de nye arbejdstidsregler velkomne, understreger Buhrkall
- Men der er to ting, som vi ønsker at fremhæve som meget væsentlige i den sammenhæng. Og det er, at der kommer en effektiv kontrol baseret på fælles EU-regler og en ensartet fortolkning af reglerne i alle medlemslandene. Altså endnu et væsentligt skridt mod større harmonisering, som er det ultimative mål.
- Hvis vi sammenholder de nye regler med de gamle regler og forudsætter, at både gamle og nye blev overholdt til punkt og prikke, så mener vi ikke, der er de store problemer forbundet med at indføre EU's arbejdstidsregulativ.
- Men det er muligt, at der kan være visse transportområder, som falder imellem to stole, og hvor effektiviteten, - eller serviceniveauet - bliver forringet, fordi man indfører de nye regler. Og der er sikkert flere problemer omkring nat-kørsel, end vi lige umiddelbart kan overskue i dag.
Men hvis det er tilfældet, vil vi gerne i dialog med vognmændene, så vi kan få løst problemerne sammen.
- Til dato er jeg ikke vidende om, at speditører har hørt fra vognmænd, at der kan blive problemer i forbindelse med indførelsen af det nye direktiv i slutningen af marts måned. Mig bekendt er der ikke gået meget information den vej. Men omvendt forventer vi naturligvis, at den vognmand, der udfører et bestemt stykke arbejde i dag og har garanteret en speciel leveringsservice, henvender sig til sin speditør, hvis det skulle vise sig, at leveringssikkerheden - eller serviceniveauet - er truet med indførelse af de nye regler. Så vil vi tage en dialog med vognmanden og se, om ikke problemerne kan løses i fællesskab.
- Hvis reglerne får betydning for afvikling af en bestemt transport, regner vi med at blive underrettet. Vi er klar til at holde de nødvendige møder, lover Buhrkall.
Speditørerne blander sig ikkeSvend Buhrkall trækker arbejdsfordelingen mellem speditører og vognmand skarpt op:
- Speditørerne skal ikke ind og blande sig i, hvordan vognmanden tilrettelægger arbejdet eller hvornår hans chauffører kører. Det er suverænt vognmandens opgave at lede og fordele arbejdet i egen vognmandsforretning. Men med den viden vi som speditører har oparbejdet, mener vi, at de vigtigste instrumenter til overholdelse af de nye arbejdstidsregler er fleksibilitet og effektivitet. Og vi håber derfor, at vognmanden vil gøre sig nogle overvejelser om mulighederne for at benytte chaufførbytter, oprette chaufførstationer, bruge vikarbureauer og måske bytte chauffører indbyrdes. Hvis det sker, så ser jeg ingen omkostningsmæssige eller servicebetonede problemer.
- Danske Speditører har i øvrigt haft en ganske fornuftig afslutning på 2004, og det tager vi som dokumentation for, at det danske opsving nu er kommet i gang for alvor. At der kommer 4.000 til 5.000 nye chaufførjob anser jeg måske for tvivlsomt, men der kommer sikkert flere, end vi først havde forventet - ikke mindst på grund af væksten fra Østeuropa, selvom vi selvfølgelig også har mistet chaufførjob til de nye EU medlemmer.
- Men der vil altid være en lang række chaufførjob, både nationale og internationale - der kun kan udføres af danske chauffører, slutter Svend Buhrkall.
-----