Gratis spejlkontrol hos Scania
Den danske Scania-organisation indleder nu en kampagne, som skal forbedre trafiksikkerheden for især de bløde trafikanter.
Baggrunden er, at der inden for de seneste måneder er omkommet fem cyklister efter at være blevet ramt af højresvingende lastbiler. Ulykkerne er sket på trods af, at det 1. oktober i fjor blev lovpligtigt at montere et såkaldt cyklistspejl på alle danske lastbiler over 3,5 tons totalvægt. For at sætte yderligere fokus på problemet tilbyder de danske Scania lastbilforhandlere nu lastbilchaufførerne en gratis kontrol af lastbilens cyklistspejle og øvrige sidespejle. Tilbuddet gælder samtlige danske lastbilchauffører, uanset hvad lastbilmærke de kører i. Der er ca. 50.000 lastbiler over 3,5 tons totalvægt i drift i Danmark.
-----