EU-tiltag for maut-harmonisering
EU-formandskab genopliver tanken om fælles regler for opkrævning af vejafgifter
Det hollandske EU-formandskab vandt intet gehør for bestræbelserne på at skabe fælles EU-regler for opkrævning af vejafgifter sidste efterår. Men nu forsøger Luxembourg – der har afløst Holland – at genoplive ideen om harmonisering af vejafgifter.
Det er især spørgsmålet om øremærkning af indtægterne til infrastrukturen, der skaber problemer, fordi flere medlemslande – herunder Danmark – mener, at staten og dermed politikerne frit skal kunne disponere over indtægterne.
Luxembourg har valgt at anvende et kompromisforslag, som Holland fremsatte i oktober 2004, som udgangspunkt for nye forhandlinger.
Det Luxembourgske formandskab skal nu forhandle med de enkelte medlemslande inden et nyt forslag fremsættes på ministermødet i februar.
Genoplivningen hilses velkommen af Dansk Transport & Logistik:
- Det er glædeligt, at transportministrene nu gør et nyt forsøg med at nå frem til en fælles europæisk løsning på vejafgiftsområdet. Hensynet til særinteresser i de enkelte lande må vige for at udvikle effektiv, smidig og konkurrencedygtig vejtransport i hele Europa. Eksemplet med den tyske vejskat skal ikke stå som et forbillede for de stadig flere lande, der seriøst overvejer at indføre en national vejskat, udtaler vicedirektør Morten Lindbo, DTL.
-----