sidste nummer af Danmarks Transporttidende omtalt jeg indledningsvist kort en dom, der netop var afsagt af Østre Landsret i en sag, hvor Københavns Havn af Skatteministeriet var indstævnet med påstand om betaling af told-, tobaks- og spiritusafgifter for stjålne cigaretter, og jeg bebudede, at jeg ville vende tilbage til sagen, da den efter min opfattelse har langtrækkende og principiel virkning for branchen ? ikke kun for havne, men for alle virksomheder, som opbevarer eller håndterer uberigtiget gods. Dette bl.a. fordi havnen staturer et objektivt ansvar i forbindelse med eksempelvis bortkomst i forbindelse med omladning.

Sagen tager sit udspring i flere parti cigaretter, der i 1999 under transport blev omladet på Frihavnen i København med henblik på videre afskibning til et ikke EU-land dagen efter. Næste morgen, da cigaretterne skulle afskibes blev det imidlertid konstateret, at en række på daværende tidspunkt ukendte personer havde forsynet sig selv, og ført cigaretterne fra Frihavnens område, hvilket rent retligt har den betydning, at cigaretterne dermed betragtes som ført ind i EU, hvilket igen har den effekt, at told og afgifter kan og skal opkræves.

Problemet i en sag som denne er, altså med andre ord, at uanset om man fra havnens side ikke havde nogen andel overhovedet i cigaretternes bortfjernelse (tyveriet) og uanset, at man muligvis havde gjort alt, hvad der står i havnens magt for at undgå tyverier som det foreliggende, hæfter man (efter dommens opfattelse) for told og afgifter (objektivt ansvar).

Tyvene med tilknytning til rockermiljøet blev meget retfærdigt anholdt og senere sat i fængsel, hvortil kom, at de blev dømt til at betale told og afgifter for 7.839.057,86 kroner, hvorefter Toldcenter København rejste samme krav overfor Københavns Havn A/S, som for at føje spot til skade ligeledes blev afkrævet et momsbeløb, således at det samlede beløb godt og vel oversteg 8 mio. kroner. Københavns Havn blev under sagen støttet af Sammenslutning af Danske Havne, der aktivt indtrådte i sagen som det man med et fint ord biintervenient, og nøglespørgsmålet i sagen var, hvorvidt havnen havde haft varerne i "besiddelse", hvortil kom, at havnen ikke mente, at Frihavnen kunne ligestilles med toldoplag.

Da Østre Landsrets dom ikke er anket og præmisserne dermed bliver det endelige ord i denne vigtige sag, tillader jeg mig at gengive hele domsbegrundelsen:

"Det fremgår af toldkodeksens art. 204, stk. 1, litra a, at toldskyld ved indførsel opstår, når en af de forpligtelser, der opstår ved en importafgiftspligtig vares midlertidige opbevaring eller ved anvendelse af den toldprocedure, som varen er undergivet, misligholdes. Efter art. 204, stk. 3, er debitor den person, som det i den givne situation påhviler enten at opfylde de forpligtelser, der opstår ved en importafgiftspligtig vares midlertidige opbevaring eller ved anvendelsen af den toldprocedure, som varen er undergivet, eller som skal overholde de fastsatte betingelser for varens henførsel under proceduren.

Efter momsloven § 11a skal der betales afgift af EU-varer, der efter at have været oplagt i Københavns Frihavn, på et frilager eller på et afgiftsoplag, fraføres herfra. Efter momslovens § 46, stk. 3, påhviler betaling af afgift den person, der foranlediger, at varen fraføres de nævnte ordninger.

Det er ubestridt, at der er opstået toldskyld efter toldkodeksens kapitel 2 for de cigaretter, der blev stjålet i Københavns Frihavn henholdsvis den 12.-13. marts 1999 og den 14.-15. maj 1999.

Landsretten finder ikke, at der foreligger en misligholdelse fra en debitors side som omhandlet i art. 204, hvorfor denne bestemmelse ikke finder anvendelse. Toldskyldens opståen i den foreliggende situation følger af art. 205, idet toldskylden opstod i forbindelse med, at cigaretterne blev stjålet fra Københavns Frihavn.

Henset til at Københavns Havn foretog omladningen og den kortvarige opbevaring af de to partier cigaretter, således som Frihavnen havde monopol på efter koncessionen, har Københavns Havn været i besiddelse af cigaretterne, således som dette begreb må forstås efter art. 205, stk. 3, 2. afsnit. Københavns Havn hæfter derfor for den opståede toldskyld. Den omstændighed, at tyvene af partiet på 6.010.000 cigaretter senere blev fundet, medfører ikke, at art. 205, stk. 3, 1. afsnit finder anvendelse, idet tyvene ikke selv har forbrugt eller anvendt varen eller har medvirket hertil.

Landsretten finder ikke grundlag for at antage, at besiddelse efter tobaksafgiftslovens § 31, stk. 3, spiritusafgiftslovens § 34, stk. 2, og emballageafgiftslovens § 22 skal forstås anderledes end efter toldkodeksens art. 205. Københavns Havn hæfter derfor også for cigaretafgift og for spiritus- og emballageafgift vedrørende de 3 omhandlede stjålne partier.

Det forhold, at Skatteministeriet i svarskrifterne af 3. juli 2002 opfordrede Københavns Havn til at præcisere de nedlagt påstande og bemærkede, at sagerne ikke vedrørte moms, medfører ikke, at Skatteministeriet afskærer sig fra senere at indbringe dette spørgsmål for landsretten, heller ikke selv om det først skete i processkrifterne af 13. marts 2003. Ligeledes findes Skatteministeriets meddelelse af 1. oktober 1997 som refereret i TfS 1997, nr. 737, ikke at afskære Skatteministeriet fra i den foreliggende sag at nedlægge påstand vedrørende hæftelse for moms.

Københavns Havn har efter det oplyste ikke retligt kunnet råde over cigaretterne. Landsretten finder heller ikke, at den skete omladning og kortvarige opbevaring af cigaretterne, der foregik som led i den almindelige havnemæssige håndtering af varerne, indebærer, at Københavns Havn har rådet over cigaretterne i toldlovens § 39, stk. 1's forstand.

Ligeledes findes denne håndtering ikke at indebære, at Københavns Havn hæfter efter toldbehandlingsbekendtgørelsens § 80, der som anført af Landsskatteretten må ses i sammenhæng med bekendtgørelsens § 79, ligesom de nævnte bestemmelser som anført ikke vedrører selve frihavnsvirksomheden, men alene de virksomheder, der opererer på frihavnsområdet.

Som følge heraf hæfter Københavns Havn ikke for momskravet vedrørende cigaretterne.

Spiritusvarerne findes ikke at være oplagt efter momslovens §11a i Københavns Frihavn, og Københavns Havn har ikke foranlediget, at varerne blev fraført oplaget efter momslovens §46, stk. 3. Københavns Havn hæfter derfor heller ikke for momskravet vedrørende spiritusvarerne.

Som følge heraf skal Københavns Havn anerkende at hæfte for told og tobaksafgift i anledning af tyveriet af 6.010.000 stk. cigaretter fra Københavns Frihavn den 14.-15. maj 1999 samt i anledning af tyveriet af 40.000 stk. cigaretter fra Københavns Frihavn den 12.-13. marts 1999. Opgørelsen af toldskyld hjemvises til told- og skattemyndighederne til fornyet behandling. I øvrigt frifindes Københavns Havn.

Skatteministeriet frifindes for Københavns Havns påstand om, at Københavns Havn ikke hæfter for spiritus- og emballageafgift i forbindelse med tyveriet den 20.-22. maj 1998 af varer på Københavns Frihavn, medens Københavns Havn frifindes for Skatteministeriets påstand om at betale 205.693,48 kr. i moms i anledning af samme tyveri."

Sagt med andre ord mente landsretten altså, at selve toldskylden var opstået i forbindelse med, at cigaretterne blev stjålet fra Frihavnen, og allerede af den grund, at præmisserne ikke er særligt uddybende, hvortil kommer dommens meget principielle karakter og vidtrækkende konsekvens for erhvervet, kan det umiddelbart det undre, at dommen ikke er anket til Højesteret.

At jeg ikke står alene med dette synspunkt understreges af en kommentar af advokaterne Anders Hedetoft og Line Kjær, der må betragtes som et par af de fremmeste eksperter indenfor told og afgiftslovgivningen.

Hedetoft og Kjær skriver i deres kommentar i Industriens Dagblad den 5. januar 2005 bl.a. følgende:

"Det skal bemærkes, at landsrettens konklusion på hæftelsen for toldkravet efter vores opfattelse forekommer betænkeligt. Det blev under sagen påvist af hvem og hvortil cigaretterne blev ført hen, og det synes derfor vanskeligt at opretholde et synspunkt om, at det var Københavns Havn ? og ikke tyvene ? hvis identitet var myndighederne bekendt, der sidst havde været i besiddelse af cigaretterne.

Hertil kommer, at den særlige undtagelse, der i nogle helt specifikke situationer gælder for frizoner og frilagre efter vores opfattelse slet ikke finder anvendelse, når der på en vares bortkomst kan påvises, hvor varerne er ført hen og af hvem.

Dommens resultat er derfor efter vores opfattelse forkert. Anvendelse af den rigtige bestemmelse i toldkodex ville have ført til en hæftelse for gerningsmændene."

Vi her hos Delacour har haft fornøjelsen at hilse Anders Hedetoft og Line Kjær velkommen som henholdsvis partner og advokat her i det nye år, og selvom vi således er tre "skeptikere" (hvad denne dom angår) samlet under samme tag, føler jeg mig overbevist om, at også udenfor de tykke mure her på Lille Torv findes fagfolk, der ikke er begejstrede.

Én af konsekvenserne er altså, at en række aktører på Frihavnen kan pådrage sig toldkrav, såfremt disse virksomheder håndterer uberigtiget gods og endvidere er domme problematisk for speditions- og transportbranchen i bredere forstand, ikke mindst hvad punktafgifterne angår. Eksempelvis risikerer man, at der fremsættes krav om betaling af punktafgifter på gods, der af transportøren udføres som ekstern EU-forsendelse (T1) i forbindelse med omladning, losning og lastning af uberiget gods.

Hertil kommer, at virksomheder der ikke selv håndterer godset fysisk, men som har adgang til at træffe nærmere bestemmelser om, hvordan opgaverne skal udføres, risikerer at blive mødt med krav om betaling af punktafgifter og importmoms.

Flere vil huske, at jeg her i spalterne for et par år siden har beskrevet en på daværende tidspunkt afsagt højesteretsdom, hvor en linieagent blev pålagt told og afgifter i en lignende sag, og det er klart, at såvel havne som andre aktører med toldoplag efterhånden må gøre sig alvorlige overvejelser i relation til risk management både for så vidt angår den rent fysiske håndtering såvel som mere kommercielle overvejelser ? om man overhovedet skal påtage sig opgaver, der involverer gods med høje afgifter. Flere af aktørerne vil sandsynligvis have ansvarsforsikringer, der ikke er fuldt dækkende, og sådanne virksomheder bør efter min opfattelse overveje, om de aftaler, der er indgået mellem kunderne (importører/eksportører) skal suppleres med vilkår om, at transportaktørerne holdes skadesløse i tilfælde af, at told og afgiftskrav fremsættes af det offentlige.

Der er ikke mindst denne gang rigtig god grund til at konsultere sin advokat!

-----