Bedst som vi i juledagene hyggede os i familiens skød, kom de første meldinger om et jordskælv i det Indiske Ocean.

De første meldinger om 7.-8.000 omkomne lød for os ganske forfærdeligt. Men det skulle vise sig at være langt mere omfattende og udvikle sig til at blive vor tids største naturkatastrofe, da flodbølgen som opstod efter jordskælvet, ramte kysterne og som indtil nu har kostet op mod 160.000 mennesker livet. Så voldsomme tab af menneskeliv er for os næsten ufatteligt. Selvom vi til stadighed bliver holdt underrettet via radio og TV og ser den ene hjerteskærende skildring efter den anden.

Vi har indenfor de seneste par år hørt om voldsomme jordskælv i eksempelvis Tyrkiet og sidste år i Bam i Irak, som også kostede tusindvis af mennesker livet. Katastrofer som for mange af os måske allerede er glemt - eller i det mindste på afstand - når der slukkes for TV'et.

Men denne katastrofe er så nærværende, måske fordi der var så mange af vore egne landsmænd i katastrofeområderne - og desværre også både blandt de omkomne og stadigt savnede.

Vi kan i sådanne situationer kun føle afmagt. Dette er formentlig årsagen til, at vi mener, at vi med et økonomisk bidrag - lille eller stort - kan være med til at yde bare en lille smule. Aldrig før i historien er der blevet indsamlet og doneret så mange penge til katastroferamte.

...............................................................

Ovenpå dette kan det være svært at komme tilbage til virkeligheden og dagligdagen, men for de fleste af os går livet videre.

I dag drejer det sig om at købe ind til lavest mulige pris, ja de fleste mener vel, at bare prisen er lav nok er det lige meget, hvor man handler - også når vi køber ind til vore daglige fornødenheder. Om der står Netto, Fakta eller Rema på skiltet til indgangsdøren til lavprissupermarkederne er ikke længere væsentligt for os. Vi bruger gerne tid på at suse fra en forretning til en anden, for at spare en krone, til trods for at vi har mindre tid end tidligere til at købe ind. Vi lægger måske heller ikke altid lige mærke til, hvilken kvalitet vi får for pengene. Og i iveren for at spare flest mulige kroner, glemmer vi den lokale købmand, men er til gengæld ikke tilbageholdende med at klage, når denne har drejet nøglen.

For 30-40 siden handlede man lokalt, der var dagligvarebutikker på hvert et gadehjørne, der var slagteren med det friskhakkede kød, grønthandleren med kartoflerne, ismejeriet med mælken og bageren når man skulle flotte sig med købt brød og selvfølgelig købmandsforretningen med den helt specielle duft af "kolonial" og dejlig friskmalet kaffe. Det var - set i bakspejlet - i grunden utroligt hyggeligt. Den hjemmegående husmor turde sende børnene ud for at handle og de fik en seddel med - og pengene til indkøbet var i et stykke foldet papir i en indkøbspose.

Så sørgede slagteren, grønthandleren osv. for, at børnene fik de rigtige varer med hjem - og det var gode varer vel at mærke.

Da de fleste mødre jo gik hjemme, var husstandsindkomsterne små og kreativiteten i højsædet for at få alle munde mættet. Dengang var der ikke noget med at smide noget ud.

I dag løber vi efter tilbud som køb 3 blomkål - betal for 2 - og resultatet bliver, at man smider det ene væk! Det er de færreste, der kender til restemad og derfor er smid-væk mentaliteten fremherskende. Bare se hvordan vore affaldscontainere bugner hver uge. Danskerne er det folkefærd i Europa, der "producerer" mest privat-affald.

Vi skulle måske starte det nye år med at være realistiske i vore indkøb og kun købe det, vi har brug for.

Godt Nytår!

-----