Rekordtrafik for Scandlines
Øget lastbiltrafik plus øget rejsetrafik og stærk shopping-turisme giver rekordtal for Scandlines færger.
2004 blev Scandlines AG´s hidtil bedste år for antallet af transporterede passagerer og biler. I alt transporterede Scandlines færger 4,3 millioner biler i 2004. Det er 6,4 pct. flere end i 2003. For lastbilerne var der tale om en endnu større stigning, idet lastbiltrafikken steg med hele 7,5 pct. til i alt 985.000 lastbiler Antallet af passagerer voksede med næsten 2 pct. til over 20 millioner. Størst var stigningen på Rødby-Puttgarden, der havde sit største år nogen sinde med over 1,7 millioner personbiler – eller 10 pct. flere end i 2003, der ligeledes var et rekordår.
Omvendt har trafikken på Gedser-Rostock, trods stigninger på 10 pct. i antallet af transporterede lastbiler, været præget af lavere kapacitet på ruten som følge af ombygning til et nyt og forbedret færgesystem.
-----