Ville Jensen Åbyhøj, konkurs
Ville Jensen Transport A/S er 28. december trådt i frivillig likvidation.
Ansvarlig leder, Steen V. Jensen, der er søn af stifteren, siger: - Beslutningen har været svær men vi føler, at den er rigtigst for alle parter. Vi har stoppet alle aktiviteter i firmaet for at skaffe overblik over den økonomiske situation og sikre kreditorerne bedst muligt.
Det er blandt andet en bristet kontrakt med Gasa om kørsel af blomster til Tyskland og Frankrig, der ligger bag konkursen.
- Vi har kørt for Gasa i 15-20 år, siger Steen V. Jensen - og havde kontrakt på 10 kærretræk til transport af blomster til Tyskland og Frankrig. Men i takt med at andre overtog planlægningen af Gasas blomstertransporter, faldt beskæftigelsen på vore biler. Så blev min kontrakt opsagt, og jeg indså, at det ikke kunne fortsætte og besluttede at kaste håndklædet i ringen. Der var 35 medarbejdere i virksomheden, da vi lukkede 28. december. Vi er nu alle afskediget, men en del har allerede fundet nyt arbejde.
Ville Jensen Transport A/S har eksisteret i mere end 50 år.
-----