Så starter fremtiden
Det er nogle både spændende men også lidt foruroligende udfordringer, landevejstransporten står over for allerede næste år og endnu mere på lidt længere sigt, hvis man spørger DTL-direktør Michael Svane
Derfor betoner han stærkt, hvor vigtigt det er for den enkelte virksomhed både at møde forandringer, leve med forandringer og udnytte forandringer.
Det handler om ændrede produktionsvilkår for transportvirksomhederne. Et skifte fra at tænke lastbil til at tænke chauffør. Arbejdstidsdirektivet kommer til at få en - måske overraskende - stor virkning i hverdagen. Hertil kommer udfordringer som ny tachograf, Maut og vejafgifter, indtjening, nye køre/hviletidsregler og den nu uhyre vigtige rekruttering af kvalificerede medarbejdere. Og en hurtig reaktion på den dramatiske udflagning i øjeblikket. Alt sammen virkeligt krævende øvelser. Men Michael Svane har også en ægte opmuntring: Transporten er en af de sikre vindere i fremtiden.
- Men i første omgang må vi være indstillet på, at hvor restriktioner på erhvervet hidtil mest er kommet fra lovgivningen, så kommer det nu til at handle meget mere om ændrede produktionsvilkår. Fokus kommer til at ligge på, at få det fysiske transportarbejde til at løbe.
Mere end to chauffører pr. bil- Således vil EU's arbejdstidsdirektiv flytte opmærksomheden over på virksomhedernes evne til at anvende deres chauffører. Man kan sige, at der skal ske et skifte fra bil til chauffør, når Arbejdstidsdirektivet træder i kraft den 1. marts næste år. Mange lande er allerede godt i gang med at tage højde for direktivet, og nu er vi tvunget til at komme ud af starthullerne i Danmark, siger han og peger på, at ændringerne mest berører den internationale transport.
- Jeg tror således, at det kan komme til at betyde, at de lange internationale transporter ikke vil kunne gennemføres med to mand. Det bliver virkelig en udfordring.
Og også for den indenlandske transport på dansk grund får vi udfordringer. Således betyder Arbejdsdirektivet, at arbejdsgiveren får pligt til at sikre sig, at de ansatte ikke dobbeltjobber.
Om at sikre sig de dygtigste- På lidt længere sigt må transportvirksomhederne arbejde både med indtjeningsevnen og med rekruttering af den gode og kvalificerede arbejdskraft.
- Jeg har netop været til et møde i Ungarn om transporterhvervets evne til at tiltrække arbejdskraft, og det er et spørgsmål, som ikke kun trænger sig på i Danmark, også i de andre lande - og herunder også nye EU-lande - er man opmærksom på, at rekrutteringen kan blive vanskelig.
- Globaliseringen åbner for nye muligheder for dansk transport, men den medfører også en næsten darwinistisk evolution, hvor det er afgørende af kunne tilpasse sig markedsudviklingen. Der sker en koncentration blandt kunderne, så der bliver færre og der bliver også færre leverandører. Det må virksomhederne kunne forholde sig til
Også de høje oliepriser sætter Michael Svane på udfordringslisten:
- Der er ingen tvivl om, at olieprisen og andre omkostninger vil være høje. Så her er det afgørende at kunne overvælte disse omkostninger på kunderne. Der er ingen vej udenom, siger han.
Dramatisk udflagningHøjt på listen over udfordringer, som landevejstransporten står overfor ligger udflagningen, som er vokset dramatisk, og som kræver en hurtig reaktion for at redde den danske beskæftigelse.
Derfor må arbejdsmarkedet parter drøfte, om der ikke kan skabes en helt ny fleksibilitet - også i forhold til lønaftalerne. Hvis en virksomhed får at vide, at den får at holde på ordren skal reducere fragtomkostningen med f.eks. 1 million euro, så er virksomheden nødt til at have en måde, hvorpå den kan sige til medarbejderne: Hør, her vi er nødt til at spare en million euro. Og det kan ikke ske uden, at lønnen berøres.
- Så ordet fleksibilitet får en helt anden betydning, end blot et spørgsmål om arbejdstidens tilrettelæggelse, siger han.
Selv nævnt ser han transporten som en af de sikre vindere i en globaliseret verden, men der er ingen der siger, at Danmark uden videre er i førerfeltet
- Det kræver både hårdt arbejde og åbenhed over for mulighederne, siger Michael Svane.
-----