Brand! Fluen fornemmede med sine fintfølende sanseorganer, at der var ild i noget lige i nærheden og gjorde sig klar til øjeblikkelig flugt.

Men inden den fandt sig en nødudgang fra vognmandens kontor dæmrede noget for den. Det var jo juletid og derfor var der gang i stearinlysene rundt om på kontorerne. Deraf røgen.

For vognmanden selv virkede nemlig ikke i julestemning overhovedet. Han så sur og tvær ud - men ikke rasende denne gang. Fluen vidste nu ikke, hvad der var værst.

Men den kunne forstå, at vognmanden ærgrede sig. Han havde haft et godt tilbud om et udlands-engagement.og han havde efter lange overvejelser - fluen så ham rede sit hår 25 gange i timen - besluttet sig til at sige nej.

Og nu følte han sig som skiftevis en kylling og som den stabile velovervejede erhvervsleder.

Lige indtil nyheden løb ind. Fluen kunne se, at chefen skiftede farve. Han blev kokrød i hovedet og fluen frygtede, at han ville ryge direkte i luften, hvis han nærmede sig et af de tændte stearinlys. Han nøjedes dog med at marchere ud af kontoret og ind til bogholderen, og fluen kunne høre, at han råbte højt. En af konkurrenterne havde åbenbart nappet den chance for at etablere sig i udlandet, som chefen havde fået op at stå, men ikke rigtig turde udnytte.

- Hvor er det sjofelt af Eichholz, at de så henvender sig til en af vores værste konkurrenter og går sammen med dem. Det var da min ide fra ende til anden. Det kan man da ikke.

Vognmanden var kommet ind i kontoret igen sammen med bogholderen og fiskede nogle papirer op af skuffen.

- Se her, samarbejdskontrakt og det hele. Jeg har betalt advokaten en bondegård for at få alle dokumenterne på plads uden smuthuller. Og så bliver det hele ikke til noget.

Bogholderen nikkede medfølende men kunne alligevel ikke lade være med at indskyde en bemærkning.

- Så vidt jeg har forstået, var det dig selv, som trak følehornene til dig. Du kunne da bare have slået til, da chancen var der.

Vognmanden rystede på hovedet.

- Tja, måske var jeg for forsigtig. Det er jo et stort skridt. Samarbejdsaftalen skulle jo bane vejen for en fusion eller et opkøb. Alle ved jo, at det ikke er nok at blive hjemme, når globaliseringen ruller stærkt. Og det har ikke noget at gøre med, at jeg er imod at gå over grænserne. Men jeg må indrømme, at jeg vaklede i sidste øjeblik.

- Hvorfor egentlig, spurgte bogholderen.

- Det var noget juridisk. De ville ikke gå med til et par af de punkter, som advokaten havde rådet mig til holde fast i. Så vidt jeg kunne se var det bagateller. I hvert fald ikke noget, som burde være afgørende. Men forstår du, det gav mig en lunken følelse, som om alt ikke var ok.

Fluen undrede sig over, at vognmanden nærmest gav udtryk for, at han stolede på sin intuition. Den troede, at det mest var noget for kvinder. Chefen plejede at holde sig strikt til fakta.

Bogholderen nikkede og gik ind til sig selv.

Vognmanden satte sig og tog sin kam frem. Fluen kunne se, at han nu var blevet hvid i hovedet. Det var pludselig slået ned i ham, at han jo havde givet oplysninger om en af sine vigtige kunder til Eichholz. Hvis de nu gik direkte videre til Sydfjord Transport.

I det samme ringede telefonen. Det var bankmanden. Fluen kunne den elektroniske lyd af hans stemme.

Vognmanden så alt anden end begejstret ud, for banken havde også lagt et stort arbejde i det mislykkede projekt.

- Det var vist klogt det, du gjorde, knirkede stemmen i røret.

- Klogt, spurgte vognmanden.

- Ja, vore seneste undersøgelser viser, at der er ugler i mosen. Vores forbindelse i Tyskland stoler i hvert fald ikke på tallene fra Eichholz, selv om de ser flotte ud. Man har vist skjul nogle meget store garantiforpligtelser.

- Det troede jeg ikke man kunne slippe af sted med, sagde vognmanden ind i røret.

- Jo, knirkede stemmen, det er nogle juridiske krumspring, som er næsten umulige af gennemskue. Måske var det derfor, at de var så ivrige for at få et forpligtende samarbejde.

Fluen kunne næsten mærke den glæde, samtalen tændte i vognmanden.

Han stak kammen i lommen og lænede sig tilbage i stolen, mens han diskuterede med sig selv: Skulle jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg slap ud af en mulig fælde og samtidig have fornøjelsen af, at Sydfjord Transport nu sad med Sorte Per.

Efter en tid tog han røret og ringede. Han var egentlig ikke skadefro, men følte sig nok noget ovenpå, da han satte konkurrenten ind i sin viden. Godt nok var de konkurrenter, men det her var for klamt. Man har vel sin spejder-ære.

Og fluen forstod til sin store overraskelse, at de to nu snakkede om muligheden for et fælles tiltag i udlandet.

Vognmanden var så velfornøjet, at han råbte på brunkager.

Fluen kunne ikke være mere enig. Dels var det snart jul og dels er der intet, der krummer bedre end brunekager.

-----