Havne får adgang til maritime tjenester
Socialdemokraterne har med Helge Mortensen i spidsen tvunget trafikminister Flemming Hansen til at vende på en tallerken omkring behovet for en revision af havneloven.
Oppositionspartiet har fremsat et beslutningsforslag, der vil tillade de kommunalt ejede havne at udføre maritime tjenester som bugsering, lodstjeneste og trosseføring, og havnerelateret operatørvirksomhed som terminaloperatør, stevedoring, og lagervirksomhed.
Et forslag, der vil tillade havnene at gå i direkte konkurrence med etablerede private havnevirksomheder.
Socialdemokraterne begrunder forslaget med, at de offentligt ejede havne skal kunne konkurrere med de privatejede havne.
Trafikministeren opgav tidligere i år, at gennemføre en revision af havneloven. Officielt med den begrundelse, at loven var god nok.
Men formentlig har en udbredt modvilje i skibsmæglerkredse mod at give havnene lov til at konkurrere på mæglerneskerneydelser, spillet en rolle for den konservative trafikminister.
Kompromis i kulissenIfølge Danske Havne?s sekretariatschef Tom Elmer Christensen, så er der udsigt til et kompromis mellem regeringen og Socialdemokraterne.
- Helge Mortensen har været til møde med trafikministeren, og her har man drøftet et kompromis, der tillader havnene at udbyde de maritime tjenesteydelser, altså lodsning, bugsering og trosseføring. Det bliver formentlig den løsning, ministeren vil fremsætte i lovforslaget til næste år, siger Tom Elmer Christensen.
Dermed har de kommunale selvstyrehavne og de kommunalt ejede aktieselskabshavne udsigt til at få opfyldt et stort ønske.
- Vi ved fra udlandet, at det giver væsentligt lavere priser på de havnetjenesteydelser, som havnene kan udbyde i konkurrence med de private udbydere. Bare det, at muligheden eksisterer, er nok til at priserne falder mærkbart, siger Tom Elmer Christensen.
-----