Leasingmarkedet er kommet for at blive
- Vi ser en større og større andel af salget på leasingaftaler, siger salgs- og marketingchef Lars Nikolajsen, Mercedes Benz Finans. Han fortsætter:
- Og det gælder både lastbiler og transportere. Vi har i de seneste to til tre år konstateret, at især Sprinter og Vito i allerhøjeste grad sælges på leasingløsninger. Mercedes Benz Finans tror på leasingproduktet. Vi mener, leasing er kommet for at blive. Vi er sikre på, at vi om to til tre år, når bilen leveres tilbage, er i stand til at sælge den til en fornuftig pris på markedet. Den sikkerhed påvirker leasingydelsen i nedadgående retning, og derfor kan vi kun understrege, at vi ser leasing som det fremtidige finansieringsprodukt på transportområdet.
- Med hensyn til markedssituationen har vi gjort en række erfaringer igennem de tolv år, vi har været aktive. Vi føler, vi kender transporterhvervet og ved, hvor vi skal være mere påpasselige og sikre os en højere ydelse. Det er klart, at jo mere man bruger bilen, jo mere koster det, og leaser vi bilerne ud til for eksempel kurér-firmaerne, så bliver ydelsen højere, fordi det er biler, der kører måske op til 100.000 km årligt og er mere slidt, når vi skal sælge dem efter leasingaftalens udløb, siger han.
Fornuftigt marked- I øjeblikket er lastbilmarkedet meget fornuftigt, set med vore øjne. Vi taber ikke penge på kunderne for tiden, - men det afspejler nok den generelle erhvervsudvikling i Danmark mere end det egentligt er specifikt for transporterhvervet. Vi føler, vi har godt fat i leasingmarkedet for lastbiler og transportere, idet vi finansierer mellem 35 og 40 procent af alle nye Mercedes Benz erhvervskøretøjer, der sælges, oplyser han.
- Kunderne går efter to ting i en leasingkontrakt. Det ene er sikkerhed i de finansielle udgifter. De vil gerne kende den nøjagtige pris og vide, hvad de skal betale over de næste tre eller fire år, alt efter hvor lang tid aftalen nu kører. Det andet er, at flere og flere kunder ønsker tillægsydelser som for eksempel en servicekontrakt, - hvilket også giver kunden en vis sikkerhed for det fremtidige udgiftsniveau.
- Og det er netop disse to områder, vi vil fokusere på i fremtiden, og som danner grundlaget for de nye finansieringsprodukter, vi markedsfører i 2005, - og som vi venter os meget af, siger Lars Nikolajsen.
-----