23948sdkhjf

Omlastning til søs

Shippingvirksomheden ShipCargo Ltd. i Aalborg er kun fire år gammel, men har allerede udviklet sig til en virksomhed med et bredt udbud af services og ekspertiser.

Mest specialiseret er omlastning af olie til søs ? eller såkaldt ship to ship transfer - en aktivitet, der øget markant i danske farvande inden for de senere år.

- Det er russisk olie, der eksporteres til eksempelvis til USA eller Asien. De helt store tankskibe kan ikke sejle gennem de danske bælter med fuld last. Derfor fylder de op til søs, så kapaciteten udnyttes optimalt inden de går mod oversøiske destinationer, fortæller direktør Morten Ingemann Andersen, ShipCargo.

Omlastningen forgår i specielt udpegede områder enten i Kalundborg Fjord eller i Ålbæk Bugten nord for Frederikshavn.

ShipCargo har investeret i det udstyr, der kræves for, at overførslen af olie fra mindre feeder-tankskibe til de store tankskibe kan forgå effektivt og sikkert.

ShipCargo kan også håndtere olie på land. Virksomheden står også for driften af Elsams gamle olieterminal på Aalborg Havn. En opgave, der varetages for en russisk kunde.

Terminalen har en samlet tankkapacitet på mere end 240.000 kubikmeter.

ShipCargo leverer naturligvis også mere traditionelle shippingydelser på Aalborg Havn, som stevedoring af tørlaster, stål og projektlaster.

Internationalt fokus

Aalborg-virksomheden tilbyder også chartering og ship-management ydelser.

- Det har været de udenlandske kunder, der har domineret vores aktiviteter fra starten af, og derfor har vi hidtil ikke haft særligt fokus på det danske marked. Men det er vi ved at ændre på nu, siger Morten Ingemann Andersen.

Den 40-årige direktør har 20 års erfaring inden for shippingerhvervet, heraf 10-11 år i Alba Shipping.

Virksomheden beskæftiger fem medarbejdere, samt underleverandører på havnen i Aalborg.

Morten Ingemann Andersen udtrykker tilfredshed med de forbedrede tonnagerater på markedet. Men trods et højt aktivitetsniveau og rimelige markedsvilkår, så lurer en mørk sky i kimingen.

Havnelov bekymrer

Udsigten til en ændring af havneloven, der tillader havnene at tilbyde flere serviceydelser, giver usikre fremtidsudsigter for shippingerhvervet.

- Havnene leverer en lang række faciliteter, som vi er brugere af. Hvis de selv får lov til at tilbyde havneserviceydelser i konkurrence med de etablerede private shippingvirksomheder, så giver det mulighed for en skæv konkurrence, fordi havnene kan give sig selv rabatter på de ydelser, vi skal betale fuld pris for, siger Morten Ingemann Andersen.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078