Bedre transportstatistik
I regi af Nordisk Transportpolitisk Netværk (NTN) er instituttet i gang med et projekt med det formål at udvikle en fælles transportstatistik, der skal udgøre et beslutningsstøttesystem for regioner og andre aktører langs den transportkorridor, der strækker sig fra det syd- og vestlige Norge samt Vestsverige over Vestdanmark til Nordtyskland. NTN partnerne er syv regioner i Norge, Göteborg-regionen, seks amter i Jylland og tre kredse i Nordtyskland som associerede medlemmer.
Projektet, der ledes af instituttets udviklingschef, omfatter to konkrete udviklingsaktiviteter, dels etablering af en database for regional godstransportstatistik, og dels en pilotundersøgelse af markedsgrundlaget for færgekorridoren mellem Norge/Sverige og Jylland.
Der er nu opstillet en kravspecifikation for databasen, og med udgangspunkt heri er der etableret en første version af databasen for to delregioner i Danmark. Der er fastlagt følgende 9 elementer, som databasen skal beskrive:
1.
Plandata; areal, indbyggere og større byer2. Økonomiske data; beskæftigelse, beskæftigede i transporterhvervene (samlet aktivitet og centerdannelse)
3. Investeringer; veje, baner, havne og lufthavne
4. Net; vejnet, baner i.e. net og terminaler
5. Handelsdata; im- og eksport regionaliseret
6. Pendling
7. Trafik; på veje, bane, aktivitet i lufthavne og havne
8. OD matricer for godstrafik nationalt; vej, bane og skib
9. Trafik i grænseoverskridende snit; lastbil på vej, lastbil på færge, tog, lo-lo, ro-ro og bulk på skib.
Med udgangspunkt i erfaringer fra etableringen af første version af databasen for de to danske delregioner er det dokumenteret, at det for stort set alle de fastlagte elementer er muligt at opstille regionale data for godstransport. Det eneste område, hvor det i det foreliggende arbejde ikke har været muligt at regionalisere data, er investeringer i infrastruktur.
Vejviser til godsstatistik
Næste fase er opstilling af metoder til at indsamle samme type data for regionerne i hhv. Norge, Sverige og Tyskland. De foreløbige erfaringer fra dette arbejde er, at der ikke foreligger en samlet oversigt over, hvor data findes. Det er således vurderingen, at et vigtigt resultat af delprojektet er en vejviser til godsstatistik i de 4 lande, som kan anvendes af planlæggere, virksomheder og infrastrukturforvaltere i regionen, når de skal udføre analyser og planlægningsopgaver. Såvel databasen som vejviseren til godstransportstatistikken vil ved afslutning af NTN projektet være tilgængelige for alle på internettet.
Offentliggøres i januar
Selvom transportkorridorer betragtes som de samlede ressourcer, der er til rådighed for godstransport mellem to regioner, vil markedsundersøgelsen kun omfatte en del af ressourcerne. Under¬søgelsen vil bl.a. omfatte interview med transportvirksomheder mv., ligesom relevant transportstatistik vil blive inddraget. Den samlede markedsundersøgelse vil blive offentliggjort på en workshop i Hanstholm den 13. januar 2005.