PEMA satser på vækst i Danmark
Den store tyske udlejer af lastbiler og påhængsmateriel PEMA i Herzberg, satser på, at der vil ske en stor vækst på det danske marked.
- Vognmænd bør i fremtiden leje deres materiel, fordi det giver mange fordele, som f.eks. stor fleksibilitet, mindre administration, faste udgifter hver måned, færre forpligtigelser samt mange flere fordele, udtaler Carsten Sørensen, der er leder af PEMAs aktiviteter i Danmark. Om tiltroen til det danske marked siger Carsten Sørensen til e-nyt: - Vores mål er at nå 150 udlejede køretøjer inden for det første år. Vi har foretaget den første ansættelse af nye medarbejdere i afdelingen i Vejle, så vi er godt på vej. PEMA er da også konkurrencedygtig i forhold til danske konkurrenter. Eksempelvis kan vi tilbyde fuldt udstyrede treakslede trækkere til ca. 14.000 kr. pr. md. med det hele på fire års lejekontrakter. Det er ikke unormalt, at der i dag betales over 16.000 kr pr. måned, og så er det ikke alt inklusive. Vi har jo også dæk og alle småting med. Vognmanden skal ikke tænke på, at garantien løber ud – det er os der står for det hele. PEMA har nu 8300 køretøjer i udlejningsflåden og regner med passere 10.000 en gang i løbet af 2005.
Hos PEMA i Herzberg, udtaler direktør Thomas Manns, der kun er 27 år gammel, at koncernen i år har investeret 1 mia. kroner i nyt rullende materiel omfattende ca. 1000 nye lastvogne, samt ca. 1500 nye trailere og påhængsvogne. Og væksten er stigende siger Thomas Mann, der ejer firmaet sammen med sin lillesøster.
-----