Normann forlader MAN, Kolding
MANs regionschef for Syd- og Sønderjylland, Poul Erik Normann, forlader virksomheden med udgangen af februar måned.
Marketingchef Claus Lindholm bekræfter oplysningen og tilføjer: - Det er meget beklageligt, at Poul Erik Normann rejser, men sådan er verden, - får man et godt tilbud, skal man tage imod det. Og det er det, Poul Erik Normann har gjort. Hvordan vi så vil løse problemet er en anden sag, - men vi har god tid til at træffe den rigtige beslutning. Det mest sandsynlige er nok, at stillingen bliver genbesat, men da vi nu er kommet i situationen, kan vi ligeså godt kigge i kortene, om der skulle være andre interessante løsningsmodeller.
Poul Erik Normann, der er 49, kom til MAN den 1. oktober 1999. Han har fået tilbudt et job som salgsdirektør for forretningsområdet Danmark hos DanTruck-Heden Lifttruck A/S i Uldum og starter senest 1. marts 2005.
- Vi ser frem til at få Poul Erik Normann ind i virksomheden, siger administrerende direktør Lars Henriksen, DanTruck-Heden Lifttruck.
-----