23948sdkhjf

Maut - kaos eller ej

Ingen udsigt til udsættelse af den tyske vejskat, selv om der ikke er monteret det lovede antal OBU'ere

Ingen udsigt til udsættelse af den tyske vejskat, selv om der ikke er monteret det lovede antal OBU'ere



Intet nyt på maut-fronten. Det kunne have været en passende titel for Toll Collect's orienteringsmøde om den tyske vejskat, som Det tyske Handelskammer havde arrangeret i slutningen af oktober.

Maut-konsortiets "salgs-fremstilling" lignede nemlig mistænkeligt meget den, der blev givet i sommeren 2003, inden den tyske vejafgift første gang blev udskudt.

I stedet for Børsens støvede lokaler på Slotsholmen i København var det DFDS Transport i Brøndby, der lagde lokaler til mødet, som tiltrak op mod 100 vognmænd, speditører og organisationsfolk.

Bortset fra enkelte tekniske detaljer var indholdet af orienteringen uændret.

Men en enkelt og afgørende forandring var, at Toll Collects talsmand - der ganske vist virkede mere ydmyg end sidste år - virkede sikker på, at teknikken bag det problemplagede opkrævningssystem virker. Hvilket betyder, at udsigten til en ny udsættelse formentlig er lig nul.

Den danske transportbranche har ikke glemt maut-skandalen sidste efterår, og skepsis over for projektet sidder på rygraden ude i virksomhederne.

Der var mange kritiske spørgsmål, og stemningen var lettere frustreret.

Især problemerne med leverancerne af de On Board Units, der anses for en forudsætning for alt andet end lejlighedsvis kørsel i Tyskland, vakte bekymring.

Var vognmænd for langsomme?

Vognmandsvirksomhederne i hele Europa har i de sidste par måneder fået skylden for at monteringen af OBU'ere er forsinket. En forsinkelse, der truer Toll Collect's mål om OBU'ere i en halv million lastvogne, når opkrævningen går i gang 1. januar 2005. Både Toll Collect selv og det tyske trafikministerium har skråsikkert rettet den anklagende pegefinger mod transportbranchen.

Vognmændene var - trods bonus-ordninger - ikke tidligt nok ude med bestillingerne af OBU'ere, hvilket betyder, at de autoriserede serviceværksteder ikke kan følge med.

Men ansvaret hviler ikke kun hos vognmænd i og uden for Tyskland.

Toll Collects talsmand Martin Rickmann indrømmede, at problemerne også skyldtes administrative forhindringer hos Toll Collect selv.

Inden Toll Collect kan udlevere en OBU til montering, kræves det, at computeren fodres med præcise data for virksomheden og køretøjet. Hvis ikke de er korrekte, så fungerer systemet simpelthen ikke.

Da Toll Collect - som tilsyneladende har fået styr på de tekniske problemer, der stak en kæp i maut-hjulet sidste efterår - ikke havde opdaterede data for de virksomheder, der tilmeldte sig sidste år, har man udsendt nye registreringsskemaer på fax.

Først når de er modtaget retur, kan Toll Collect gå i gang med at registrere kunderne i sit system.

En opgave som Rickmann erkendte var større end Toll Collect havde forventet.

Problemet er blevet forstærket af, at Toll Collect skal have kreditgodkendt virksomhederne hos eksterne kreditvurderingsselskaber, hvilket har betydet yderligere tre til fire ugers forsinkelse.

Reelt betyder det, at der fra registrering af virksomheden til udlevering af OBU'en går op til otte uger.

Martin Rickmann hævdede dog, at ventetiden nu er afkortet, da Toll Collect har indhentet maut-konsortiets eget registreringsefterslæb men erkendte, at kreditvurderingen stadig forsinker processen med flere uger.

OBU-kapløb

Toll Collect har selv ufrivilligt afsløret, at udenlandske lastvogne halter langt bag efter tyske, når det gælder bestilling og montering af maut-computere

Kun 13.605 af de til dato 120.833 indbyggede maut-computere (OBU) sidder på instrumentbordet i udenlandske lastvogne. De resterende 107.000 monterede OBU'ere sidder i tyske lastvogne. En skæv fordeling, der står i skarp kontrast til Toll Collects egne prognoser, der spår, at en tredjedel af vejskatten skal betales af udenlandske lastvogne.

Tallene kom frem på det seneste møde i den ekspertgruppe, som følger indførelsen af den tyske vejskat for Forbundsregeringen og EU-Kommissionen.

Af de knap 300.000 OBU'ere, der er bestilt, tegner tyske vognmænd sig for 223.000 enheder, mens udenlandske vognmænd har bestilt godt 70.000.

Toll Collect har flere gange afvist beskyldninger om forfordeling af udenlandske vognmænd, til fordel for tyske.

Men med Toll Collects egne tal for antallet af leverede OBU'ere, virker maut-konsortiets afvisning ikke helt overbevisende. Af de godt 200.000 udleverede OBU'ere er 166.000 gået til tyske vognmænd (hvilket svarer til 75 procent af de bestilte enheder) Til sammenligning er der kun udleveret 35.000 OBU'ere til udenlandske vognmænd, hvilket svarer til 50 procent af bestillingerne.

Den ellers meget velforberedte Martin Rickmann afviste at kende noget til den skæve fordeling af OBU'ere.

- Jeg kender ikke disse tal. Men det skyldtes formentlig, at udenlandske vognmænd er kommet senere i gang med registrering og bestilling af On Board Units sammenlignet med tyske, hævdede Martin Rickmann på spørgsmål fra Trans-Inform.

Grænsekaos

Toll Collectz talsmand gættede på, at der vil være installeret mellem 300.000 og 350.000 OBU'ere ved årets udgang.

Dermed vil væsentligt flere lastvogne end planlagt, være henvist til de mere besværlige alternativer til maut-betaling; nemlig bookning via Internet eller betaling på en maut-terminal på servicestationer.

Et problem som Toll Collect selv anser for at være alvorligt nok til, at Toll Collect netop nu er i gang med at ansætte 4.000 til 5.000 guider, der skal instruere chaufførerne i betjening af de godt 3.000 maut-terminaler på tank-stationer og ved grænseovergange.

Terminalerne er sammen med forudbestilling på internettet - sidstnævnte kræver også registrering og dermed den langsommelige kreditgodkendelse af virksomheden - eneste alternativer til OBU'ens automatiske optælling og indberetning af kilometerforbruget på de afgiftspligtige motorvejsstrækninger.

- Hvis man kun har to til tre ture til Tyskland om året, så er maut-terminalerne en udmærket løsning. Men for de fleste virksomheder er det ikke en optimal løsning, erkendte Martin Rickmann.

Klapjagt

Flere tyske politikere med trafikminister Manfred Stolpe i spidsen, har gang på gang fastslået, at vejskatten opkræves fra 1. januar. Senest har en af Stolpes juniorministre gentaget standpunktet, og der er tilsyneladende ikke tekniske forhindringer for maut-starten efter nytår.

Men det er værd at bemærke, at koret af tyske branchefolk, der krævede en ny udsættelse indtil OBU-problemerne er løst, nu næsten er forstummet.

Bundesamt für Güterverkehr (BAG), der står for kontrollen - og uddelingen af bøder - til chauffører og vognmænd, der forsøger at fifle med vejskatten, melder også klar til klapjagt på snydere.

Det erklærede lederen af maut-afdelingen i BAG, Dr. Jochen Cieslak.

- Kontrollen starter 1. januar og vil fungere i fuld styrke fra 3. januar, siger Jochen Cieslak.

BAG har omkring 500 medarbejdere, der udelukkende skal fange maut-snydere.

Det virker ikke som mange til de mere end 12.000 kilometer tysk motorvej. Men de får hjælp af flere hundrede "kontrol-broer", der elektronisk registrerer alle tunge trafikanter efter nummerplade og tjekker, om køretøjet er registreret og transporten er booket i Toll Collects maut-system.

Her står vejskatten netop nu

Forbundsregeringen i Berlin har fastslået, at vejskatten opkræves fra 1. januar 2005 som planlagt. De tekniske problemer anses for løst og den uvildige synsmand (gutachter), der tester systemet, har allerede afgivet en foreløbig godkendelse, da fejlprocenten på OBU'erne under en procent (op til fem procent fejl er tilladt ifølge kontrakten).

De godt 130.000 lastvogne, der har fået monteret OBU'ere, indgår i øjeblikket i den endelige testning af systemet, og der har angiveligt ikke været større problemer.

Den endelige rapport, der danner grundlag for Toll Collects driftstilladelse, afleveres i starten af december og driftstilladelsen - der er den sidste "juridiske" forhindring - vil blive afgivet 15. december.

De On Board Units, der udleveres og monteres i øjeblikket, er udrustet med Software version 1.0. Det betyder, at systemet kun kan afregne vejskat på det eksisterende motorvejsnet og til den nuværende takst på gennemsnitlig 12,4 eurocent.

Nye motorvejsstrækninger kan ikke inddrages i systemet og taksterne kan ikke hæves, før man overgår til Software version 2.0 1. januar 2006.

Opgraderingen til version 2.0 forventes klar i midten af 2005 og bliver downloadet til OBU'en i forbindelse med almindelige serviceeftersyn. En proces, der forventes at tage 30 til 40 minutter.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063