Fluen var virkelig bange. Den var kravlet helt ind i hjørnet mellem vindueskarmen og væggen og trykkede sig nærmest flad mod træværket. Imens kom den voldsomme lyd nærmere og nærmere.

Normalt var fluen ikke nem at skræmme. Den stolede på sin fantastiske hurtighed. Men den her høje monotone lyd, som svingede i samme frekvens som fluens egen summen gjorde den totalt forvirret og handlingslammet.

Den kunne jo ikke vide, at vognmanden havde fået sig en lille håndstøvsuger, så han lige kunne snuppe det værste støv, krummer og nus. Fluen stirrede med opspilede øjne på den flade munding, som nu var få millimeter væk og sugede så vingerne blafrede, og fluen måtte holde sig fast med det yderste af neglene.

I det samme slukkede vognmanden. Vindueskarmen var ren. Det var efter, at han havde fået konstateret allergi, at han var blevet ekstremt opmærksom på den mindste nullermand. Det var kommet lige fra den ene dag til den anden. Udslæt på hænder og fødder, som bare kløede.

Det var så slemt, at han var nødt til at gå til lægen, noget han bestemt ikke havde for vane. Han skulle gennemgå en række undersøgelser, og ikke alene var han ved at blive vanvittig af den konstante kløen, hans normalt meget skrøbelig tålmodighed blev udfordret voldsomt af både ventetider, bureaukrati og almindelig sendrægtighed. Han var bogstavelig talt ved at sprænge i luften.

Men det betød, at han var nødt til at være at en del væk fra firmaet, og han kunne heller ikke tage ud til møder med kunder. Tænk hvis han tabte besindelsen. Så der var ingen vej tilbage: Uddelegering.

- Jeg er ikke bange for at uddelegere, havde fluen flere gange hørt ham sige hjemme på kontoret, men den havde nu ikke oplevet det i praksis. Og medarbejderne mente nok, at han overfortolkede begrebet synlig ledelse. De mente nemlig ikke, at det betød, at han hele tiden skulle kigge dem over skulderen, men han ville nu engang helst have fingeren på pulsen også med detaljerne.

Normalt var det kun bogholderen, som nød chefens fuldstændige tillid. Han bakkede altid sine medarbejderne op, men ville gerne have hånd og hanke med arbejdets udførelse. Nu måtte han bede et par af de yngre folk gå ind og tale forretning med kunderne. Han krævede dog udførlig rapport som han fulgte op med instruktioner, gode råd, advarsler og opmuntringer. Det fløj ud af munden på ham uden ophør, alt imens han skiftevis kløede sig hektisk på hænder og fødder.

Til sidst greb hans kone ind. Fluen så da hun kom ind på kontoret, tog ham i hånden og sagde: - Nu slapper du af og gennemfører den behandling lægerne har foreskrevet. Du bliver hjemme indtil du har det bedre, sagde hun og mindede ham om, det lederkursus han havde været på begejstret for.

Fluen kunne også huske, at han var kommet hjem fra kursus svævende på en lyserød sky, optændt at alt det nye, der skulle ske. Blot for at blive begravet i alle de problemer og opgaver, som havde hobet sig op i hans fravær.

- Nu har du chancen for at gennemføre den uddelegering, du selv gik så varmt ind for. Giv de unge en chance. De gør det ikke på samme måde, som du ville have gjort, men måske finder de et guldkorn - og så kan I lægge jeres evner sammen. Og går det ikke, kan du jo altid overtage det hele igen, sagde hans kone med overbevisning i stemmen.

Vognmanden havde taget kammen op af lommen og redte sit hår gentagne gange.

- Ok, sagde han og kløede hænder og fødder med kammen.

Så vidt fluen kunne forstå var det gået rimelig godt, da vognmanden omsider havde ladet de andre få lov. Han havde jo ikke mistillid til folk. Slet ikke, men han ville bare være sikker på, at tingene blev gjort - og gjort godt.

Bogholderen trøstede ham. - Det betyder ikke, at du skal lade stå til. Du skal blot lægge nogle rammer og nogle principper, som der skal arbejdes ud fra - og så holde øje med, at det kører nogenlunde. Så kan vi altid justere rammerne undervejs sammen med de andre. Sig til dem, at de må gøre tingene, som de vil, så længe de holder reglerne - og slå så fast med syvtommer-søm, at du ikke vil have nogen overraskelser, sagde han.

Chefen nikkede. Opmuntret men ikke helt overbevist. Og bogholderen gættede, hvad der plagede ham: En nær medarbejder, der pludselig var skiftet over til den værste konkurrent. Det havde været et hårdt slag for vognmanden, som selv havde oplært manden.

Men det var ikke gået helt så galt som frygtet. Han havde åbenbart fået podet tilstrækkeligt meget etik ind i sin protegé til, at den yngre mand ikke havde misbrugt sin interne viden.

Og så kom vognmanden i tanke om alle de nye initiativer han nu kunne udtænke i fred og ro. Han havde før vist, at han kunne være både kreativ og handlekraftig på én gang.

Fluen var ked af vognmandens overdrevne husstøvkampagne, som betød farvel til selv den mindste brødkrumme. Men så opdagede den, at de to nye mellemledere var til pizza. Mange pizzaer. Den overvejede at skifte kontor. Man skal aldrig være rådvild, lød dens motto.

-----