Politik er jo "det muliges kunst", og denne betegnelse synes ofte ligeledes at kunne beskrive chaufførens dagligdag, idet han eller hun jo ikke sjældent stilles overfor uforudse-te udfordringer, hvor man fristes til at anvende de forhånden værende midler, for at kom-me bedst muligt i mål til den forudsatte termin.

Hvilke oplysninger kan man som professionel transportør i virkeligheden forvente at mod-tage fra afsender eller ordregiver, eller med andre ord, hvor går grænsen mellem det man selv må tænke sig til og det man kan forvente positivt at få oplyst, for bedst muligt at hånd-tere og transportere godset?

Dette er essensen af flere af ansvarsfritagelsesbestemmelserne i CMR-loven og af den dom, som Retten i Gråsten har afsagt tidligere i indeværende måned i en sag om en knap så heldig transport af en maskine fra en messestand i Hannover tilbage til Danmark. I sa-gen havde en dansk producent haft en kantpresse på udstilling på messen, og hjemtrans-porten var overgivet til en dansk speditør, der havde videregivet den fysiske del af trans-porten til et dansk vognmandsfirma (Vognmanden).

Nogle af de centrale bestemmelser fra CMR-loven, der blev bragt i spil i den aktuelle sag var reglerne om læsning og forbehold i fragtbreve:

"§ 25. Speditøren er fri for ansvar efter § 24, hvis bortkomsten eller beskadigelsen skyldes de særlige farer, der er forbundet med et eller flere af følgende forhold:

?

c) behandling, læsning, stuvning eller aflæsning af godset udført af afsenderen eller mod-tageren eller personer, der handler på deres vegne."

"§ 12. Afsenderen er ansvarlig overfor fragtføreren for skade på person, materiel eller an-det gods og for omkostninger, når skaden eller omkostningerne skyldes mangelfuld ind-pakning af godset. Var manglen synlig eller kendt af fragtføreren, da han overtog godset, gælder dette dog kun, såfremt han tog forbehold herom."

Kantpressen blev læsset på Vognmandens bil den 29. oktober 2002 omkring kl. 09.00. Læsningen af kantpressen, der vejede ca. 8.8 tons, blev foretaget af messespeditøren, mens Vognmandens chauffør foretog sikring af kantpressen med to spændebånd på tværs af kørselsretningen. Chaufføren havde til en såkaldt "ekspertberetning" (surveyrapport) blandt andet forklaret således:

"For at kunne påbegynde min rejse, sikrede jeg lasten, så godt som det kunne lade sig gø-re med de surreredskaber, jeg havde til rådighed.

Den maskine, som senere styrtede ned fra lastbilen, var stuvet ind i den forreste del af fragtrummet. Jeg sikrede den med to surrebånd på tværs af kørselsretningen. Jeg spænd-te båndene så godt som muligt og så meget som metalpladebeklædningen på maskin-oversiden tillod det. Ved hårdere tilspænding ville metalpladen blive deformeret. På ma-skinen var der ganske vist foran, pegende mod kørselsretningen, og bagpå, pegende mod køretøjets bagende, en anordning for krantov, denne anordning kunne dog på grund af dets position ikke anvendes til fastgørelse af surrebåndet.

På grund af maskinens stand og diverse påbygninger og beskyttelsesskærme var der ikke mulighed for at fastgøre surrebåndet på maskinen. Derfor måtte jeg lægge surrebåndet hen over maskinen og fastgøre det til ydersiden af lastbilen.

Min rejse på vej til Danmark påbegyndte jeg hen imod kl. 10.00. På vej ud fra messeområ-det til "Messeschnellweg" kørte jeg ud i et trafikkryds i meget langsomt tempo og drejede mod højre.

Pludselig styrede den pågældende maskine mod venstre ud af lastrummet på vejen. Der-ved blev lastbilen og maskinen beskadiget. Andre bilister blev ikke beskadiget. Der løb hy-draulikolie ud af maskinen og ud på vejen?."

I ekspertberetningen hed det endvidere:

"VIII Skadeårsag

Den pågældende pladebearbejdningsmaskine med vægt på ca. 10.000 kg. stod på 4 gummifødder med svingelementer i den forreste del af lastrummet. Maskinen var ekstremt sidetung, dvs. tyngdepunktet på maskinen (i forholdet ca. 1:3) var på facaden af maskinen, som vendte mod venstre kørselsside (set i kørselsretningen). På denne side var funda-mentsfødderne imidlertid fastgjort med et tilbageløb på ca. 100 mm. Således blev side-tyngden forstørret og en latent tippefare opstod på venstre side (set i kørselsretningen). Denne tilstand var ikke umiddelbart erkendelig for en ikke-fagmand. Ved de fire funda-mentsfødder drejede det sig åbenbart om svingelementer, som blev påbygget for driften af maskinen, som ikke egnede sig til transport. I den højre køreside var maskinen praktisk taget tom.

Maskinen var af chaufføren blevet sikret med to dæksurrebånd (2.000/4.000 daN). Surre-båndene var lagt på tværs af kørselsretningen over maskinen og haspet på i venstre side uden på køretøjets længdedrager, samt fastgjort i højre side til surrepunkter (øskner) i lastbunden. Iht. oplysninger havde chaufføren kun spændt båndene så meget, at beklæd-ningspladerne på maskinoverfladen ikke begyndte at deformere.

Ved gennemkørsel i en højresvingskurve (lyskryds) tippede maskinen mod venstre og dre-jede sig inden i surrebåndene. Hasperne løsnede sig fra den venstre Køretøjskonsol, ma-skinen gik gennem presenningskonstruktionen (løftemekanisme) i venstre side og faldt ud af lastbilen på asfalten på kørebanen. Derfra løb der hydraulikolie ud. Surrebåndene var ikke revet i stykker.

Sikringen af lasten var ikke tilstrækkelig; dette viste sig ud fra sagens bekendte kends-gerninger for skadestilfældet.

Afsenders skyld

Maskinen burde på ingen måde fra Producentens side været blevet afgivet til henholdsvis afsendelse eller til transport. Der manglede enhver henvisning til den ekstreme konstrukti-onsbetingede sidetyngde og den forstærkede ustabilitet på grundlag af de påsatte funda-mentsfødder (runde gummifødder) med tilbageløb på tyngdepunktsiden. Maskinen havde ingen egnede fastgørelsespunkter til at sikre lasten og maskinen var heller ikke forberedt til at blive sikret, dvs. at plader ikke gav adgang til en reglementeret fastgørelse af spæn-deanordningerne. Slutteligt var hydraulikolien ikke blevet lukket ud. På baggrund af disse for maskinen utilstedelige omstændigheder opstod en miljøskade ud over det normale. Under ingen omstændigheder burde personalet fra H.M. Productions have overladt læs-ningen på lastbilen og sikringen af maskinen til lastbilchaufføren, da denne ikke kunne vi-de besked med denne maskines specielle egenskaber."

Sagen blev af producenten indbragt mod Speditøren ved byretten med påstand om, at Speditøren dømtes til at betale 414.211 kroner for skade på en kantpresse, som Speditø-ren havde påtaget sig at fragte fra Hannover-Messegelände til Producentens hjemsted i Danmark efter afslutning af "Euro-Blech 2002" messen.

Speditøren havde dels påstået frifindelse, dels påstået vognmanden (den adciterede) dømt til at friholde Speditøren for det beløb, retten måtte dømme Speditøren til at betale til Producenten.

Vognmanden forklarede, at han havde fået opgaven fra speditionsfirmaet og fået op-lyst, at det drejede sig om messegods. Vidnet ville ikke havet taget særlige forholdsregler, hvis man havde fået at vide, at det drejede sig om maskiner, hvorimod han ville have gjort det, hvis han havde fået oplyst, at det drejede sig om transport af en toptung kantpresse. Vognmanden havde ikke tidligere transporteret kantpresser og havde heller ikke forud fo-retaget transport direkte for sagsøger. Det var ikke normalt, at Arling fik nærmere oplys-ninger om godsets karakter af transportgiveren. Somme tider fik de kun oplyst vægten. Vognmandens biler havde normalt altid mindst otte spændebånd med, men vidnet vidste ikke, om det også var tilfældet under den konkrete transport. Han havde ikke talt med chaufføren. På en messe skete læsningen af messespeditøren. Chaufføren bestemte, om godset var anbragt forsvarligt på bilen og stod selv for fastgørelsen af godset. Vidnet troe-de ikke, at chaufføren kunne have sikret kantpressen på nogen bedre måde. Vidnet havde ikke kendskab til, om chaufføren havde fået en bøde, eller om bilens ansvarsforsikrings-selskab havde betalt et beløb for oprensning efter uheldet. Vognmanden kørte gods fra ca. 10 industrimesser sidste år.

Vidnet havde på baggrund af kundens oplysninger vurderet, at der skulle træffes særlige forholdsregler, f.eks. hvis det drejede sig om stål på 15 meters længde. Vidnet havde ikke noget forudgående kendskab til kantpresser. Selvom vidnet havde fået at vide, at det dre-jede sig om transport af en kantpresse, ville vidnet nok ikke have foretaget sig noget sær-ligt i den anledning. Vidnet havde ikke været ude for, at Vognmanden havde givet chauffø-ren specialudstyr med for at klare en transport. Chaufføren klarede sig normalt med det udstyr, der var på bilerne. Der var fastgøringspunkter på bilernes lad. Chaufføren ringede ikke, efter at godset var blevet læsset.

Retten slog indledningsvist fast, at hændelsesforløbet måtte være som beskrevet i Ekspertberetning af 14. november 2002 samt at retsgrundlaget var CMR-loven, og at ho-vedspørgsmålet herefter var, om en kantpresse var utilstrækkeligt sikret med de to an-vendte spændebånd, hvilket medførte, at kantpressen væltede af læsset ved lav hastighed i et sving kort efter, at lastbilen havde forladt messeområdet.

Det lægges til grund, at hverken læsning eller stuvning var udført af Producenten eller per-soner, der handlede på dennes vegne, og retten fandt ikke grundlag for at statuere an-svarsfrihed efter CMR-lovens § 25, stk. 1, litra c. Retten var ikke enig i, at der i bestem-melsens ordlyd om behandling af godset kunne indfortolkes en særlig forpligtelse for af-senderen til at klargøre godset til transport.

Retten fandt, at det måtte antages, at transportopgaver som i den foreliggende sag i prak-sis blev afgivet og modtaget med meget summariske beskrivelser af godset vægt, omfang og art. Det kunne ikke af retspraksis udledes, at der stilles videregående krav til afsender, når der bortses fra let fordærvelige varer, og retten fandt således heller ikke grundlag for at statuere ansvarsfrihed efter CMR-lovens § 24, stk. 2. Det bemærkedes i den forbindelse, at der heller ikke sås at være givet særlige instrukser i forbindelse med kantpressens transport fra Danmark til Hannover.

Ansvaret for skaden påhvilede herefter Vognmanden som følge af chaufførens man-gelfulde sikring af godset, jf. hovedreglen om Speditørens ansvar i CMR-lovens § 24, stk. 1. Det bemærkedes, at det måtte anses for tvivlsomt, om de to anvendte spændebånd var spændt forsvarligt stramt, jf. chaufførens egen forklaring om deformeringsrisko, at anven-delse af to spændebånd næppe havde været tilstrækkeligt, jf. forklaringen afgivet af et af vidnerne, at chaufføren ikke havde anvendt de fastgøringspunkter, kantpresser var forsy-net med til sikring under transport, og at det påhvilede chaufføren at forlange maskinen anbragt på en sådan måde, på ladet, at fastgøringspunkterne kunne anvendes. Retten fandt det ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at kantpressen var forsynet med maskinsko og var påfyldt hydraulikolie havde haft betydning for skadens opståen.

Angående tabets størrelse bemærkedes, at hverken Speditøren eller Vognmanden kunne anses for bundet af vurderingen foretaget af Taksator. Producenten havde ikke ladet fore-tage syn og skøn, selvom Vognmanden på Producentens opfordring under sagens forbe-redelse havde meddelt, at man ikke kunne anerkende vurderingen foretaget af Taksator.

Der kunne efter taksatorens vidneforklaring være en vis tvivl om opgørelsen af de kost- og forarbejdningspriser, der indgik i beretningen af skrotværdien. Herefter fastsatte retten skønsmæssigt tabet til 400.000 kroner.

Som følge af, det anførte tilpligtedes Speditøren til at betale Producenten 400.000 kroner med renter og sagsomkostning, mens Vognmanden tilpligtedes at friholde Speditøren for de tilsvarende beløb samt betale sagsomkostninger.

Sagen er anket til Vestre Landsret, og det skal blive spændende at se, om landsretten gi-ver et andet bud på "det muliges kunst".

/Citater i ramme efter behov)

Læsningen af kantpressen, der vejede ca. 8.8 tons, blev foretaget af messespeditøren, mens Vognmandens chauffør foretog sikring af kantpressen med to spændebånd på tværs af kørselsretningen.

Chaufføren bestemte, om godset var anbragt forsvarligt på bilen og stod selv for fastgørel-sen af godset. Vidnet troede ikke, at chaufføren kunne have sikret kantpressen på nogen bedre måde.

Sagens hovedspørgsmål var herefter, om en kantpresse var sådan specialmaskine, at det måtte anses for en fejl, at Producenten ikke forud for transporten gav Speditøren og der-med Vognmanden nærmere oplysninger om, at kantpressen var top og sidetung, og at der derfor skulle tages særlige forholdsregler til sikring af godset.

Sagens hovedspørgsmål var herefter, om en kantpresse var sådan specialmaskine, at det måtte anses for en fejl, at Producenten ikke forud for transporten gav Speditøren og der-med Vognmanden nærmere oplysninger om, at kantpressen var top og sidetung, og at der derfor skulle tages særlige forholdsregler til sikring af godset.

Retten fandt det ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at kantpressen var forsynet med maskinsko og var påfyldt hydraulikolie havde haft betydning for skadens opståen.

-----