Vil være Danmark svar på Hamborg og Rotterdam
Århus har længe været i gang med udvidelser og om to år er der bygget op til 300.000 kvadratmeter nye havnearealer, så havnen kan samle alle sine containeraktiviteter ude i havet mod øst. Men den betyder også, at man allerede nu kan arbejde videre på at befæste sin position som transithavn og hub. Heri indgår planerne for AAR.HUB, som er en multimodal terminal med oversøiske forbindelser.
- Med en årlig omsætning på ca. 450.000 containerenheder og en markedsandel på 63 pct. af den samlede containeromsætning i danske havne er Århus havn en væsentlig aktør - måske det bedste og eneste realistiske bud på et dansk alternativ til de store kontinenthavne Hamborg, Rotterdam og Bremerhaven. Og disse hubs lider af forstoppelse, som forplanter sig til de europæiske motorveje, siger havnedirektør Bjarne Mathiesen, som peger på, at et af de første, vigtige skridt mod hub-status allerede blev taget for to år siden, da man indgik en aftale med APM Terminals.
-Til forskel fra alle andre havne i Østersøområdet ? bortset fra Göteborg - har Århus havn i dag status som hub. Vi har hver uge besøg af verdens største containerrederi, MAERSK SEALAND, som anløber med verdens største containerskibe. Og en del af det gods, der losses og lastes, kommer fra - eller skal videre til - Østersølandene, siger Bjarne Mathiesen, der understreger, at godt 80 pct. af de containere, der sendes via Østersøen har et oversøisk bestemmelsessted.
Container-centrum
Ved at udvide vores hub her i Århus, vil vi sammen med Gøteborg blive en attraktiv omladningsplads for disse containere. Og en øget containermængde i kraft af Baltikum-trafikken, vil give basis for flere ugentlige anløb af store containerskibe med oversøisk bestemmelsessted, vurderer Bjarne Mathiesen han og henviser til, at transportørerne undgår forstoppelsen i de store havne sydpå, og både trafikken - og dermed miljøet - på de europæiske landeveje vil blive lettet betydeligt.
Efter regeringens beslutning om at bidrage med statslig støtte til en tunnel under Marselis Boulevard og yderligere støtte til en forbedret jernbaneforbindelse er infrastrukturplanerne på plads. Mulighederne for at etablere en højeffektiv terminal med alle transportformer samlet (en multimodal terminal) er hermed blevet stærkt forbedret.
-----