DFDS Transport styrket i Tyskland
Med virkning fra 1. januar 2005 har DFDS Transport GmbH i går underskrevet en aftale om køb af den tyske transportvirksomhed, Viktoria-Logistik-Systeme Holding
Virksomheden blev grundlagt i 1948 i Aschaffenburg ved Frankfurt. Viktoria, der i dag findes i såvel Aschaffenburg som i Neuss, er på størrelse med DFDS Transport GmbH, og begge virksomheder samarbejder allerede inden for IDS (tysk indenrigsdistribution) og ELIX (tysk/europæisk distribution) netværkerne. Viktorias forventede omsætning i 2004 ligger på 75 mio. EUR med en EBITA på 0,8 mio. EUR, og med købet af Viktoria, der dog stadig afhænger af de relevante myndigheders godkendelse, vil DFDS Transport GmbH komme op på en årlig omsætning på 160 mio. EUR.
– Vi forventer at integrere Viktoria i DFDS Transport GmbH så hurtigt som det er fornuftigt, siger økonomidirektør Jens H. Lund, DFDS Transport. – Foreløbigt er det planen, at Viktoria skal fortsætte i egne faciliteter i Aschaffenburg og Neuss indtil videre, men det er klart, at der i forbindelse med sammenlægningen vil blive gennemført en række driftsmæssige og administrative optimeringer af de to forretninger, der hvor det er muligt. DFDS Transport har kigget på mulighederne for at udvide dækningen af Tyskland igennem længere tid, siger Jens Lund
-----