Alfred Nielsen, Fredericia, bestjålet
Vognmandsfirmaet Alfred Nielsen, Smidstrup ved Fredericia har i de sidste fjorten dage fået stjålet cirka 9.000 l dieselolie på kreditkort, der er blevet taget fra bilerne.
Ib Nielsen, der ejer vognmandsfirmaet, bekræfter, at de har været udsat for tyveri, og at sagen nu er overgivet til politiet i Fredericia. - Først blev det ene kreditkort taget fra den ene bil, og så tankede de på det på en tankstation ved Taulov, hvorefter de lagde kortet tilbage i bilen. Men vi opdagede hurtigt, at der var noget galt, nemlig da vi fik regningen fra olieselskabet. - Så blev der kort tid efter stjålet endnu et kreditkort - og tanket på det på samme tank. Men tyvene vidste åbenbart ikke, at området er videoovervåget af Post Danmark, der bor lige ved siden af tankstationen, og Post Danmarks videooptagelse viste en bil, der kørte frem og tilbage til tanken tre gange og fyldte olie på olietromler. Vi havde en mistanke om tyvens identitet, siger Ib Nielsen, - og den mistanke blev bekræftet af videooptagelsen. Og så var resten nemt, og vi gik til politiet med sagen. Kriminalassistent Palle Grønnemark, Fredericia Politi, bekræfter, at der i sagen om de stjålne kreditkort på nuværende tidspunkt er rejst sigtelse mod to personer. – Vi har rejst sigtelse mod ham, der hentede olien, som faktisk allerede har erkendt, og mod ham, der aftog olien. Den tredje person, der er indblandet i tyveriet, befinder sig i øjeblikket i Norge, så ham har jeg kun talt med i telefonen. Når vi har foretaget alle afhøringer og gennemført de nødvendige forundersøgelser, bliver sagen overgivet til juridisk afdeling, der beslutter, om der skal rejses tiltale. Men jeg er nu overbevist om, at det bliver resultatet, slutter Grønnemark, der regner med at være klar med forundersøgelserne midt i december.
-----