23948sdkhjf

Dør til dør på Tyskland

Vognmandsvirksomheden H. K. Jessen A/S i Padborg mærker mere aktivitet på Tyskland, men konkurrencen bliver stadig hårdere

Vognmandsvirksomheden H. K. Jessen A/S i Padborg mærker mere aktivitet på Tyskland, men konkurrencen bliver stadig hårdere



Vognmandsvirksomheden H.K. Jessen A/S i Padborg, har fra starten haft fokus på transporter til og fra Tyskland. Derfor er det økonomiske dødvande i Forbundsrepublikken heller ikke gået ubemærket forbi virksomheden, der i dag kører med 14 biler på Tyskland. Men aktivitetsniveauet er forbedret efter en særdeles stille periode sidste år.

- Der er mere gods inden for byggeriet i år, end der var sidste år, hvor aktivitetsniveauet var i bund. Men der er stadigt langt op til normalniveauet, fortæller direktør Hans Kristian Jessen.

Han stiftede virksomheden i 1981 og specialet er dør til dør transport i hele Tyskland med direkte levering til kunderne med liftvogne eller medbragt gaffeltruck. Flåden er fordelt på 10 lastvogne - både forvogne og trækkere med trailere - og fire kurerbiler.

Kurér-konkurrence

I dag er det hovedsageligt H. K. Jessens tunge lastvogne, der kører eksportkørsel. En enkelt kurérbil kører på Tyskland, mens resten er beskæftiget med indlandskørsel.

- Vi har tidligere kørt meget kurerkørsel på Tyskland, men de tider er forbi. Tyske kurérbiler har overtaget markedet, fordi deres omkostninger er markant lavere. Både når det gælder chaufførlønningen og det forhold, at de ingen registreringsafgift har.

Derfor er der ikke basis for at køre med flere biler længere. Vores kurer-biler læsses op her om aftenen og distribuerer reservedele ud til værkstederne, så de har dem tidligt om morgenen, forklarer Hans Kristian Jessen.

Det er især byggematerialer som vinduer og industrigods, der fylder H. K. Jessens biler på turen fra Danmark til Tyskland. Retur er det stykgods.

H. K. Jessen A/S har 19 ansatte. Ud over chaufførerne er en enkelt beskæftiget på lageret, mens resten sidder i administrationen.

Virksomheden råder over 600 kvadratmeter lager, der anvendes til korttidsopbevaring og omlæsning. Flåden suppleres dagligt med en til seks biler fra indlejede vognmænd.

Store udfordringer

Hans Kristian Jessen er udlært speditør hos Adam Transport, hvor han startede som elev i 1970.

- Ja, jeg er vel en af de gamle hernede. Det var dengang tingene tog den tid det tog. Det krævede mere tålmodighed. Der er sket en kolossal omvæltning, især i de sidste 10-15 år. Det er meget mere stresset i dag, fortæller Hans Kristian Jessen.

Vognmand Hans Kristian Jessen skjuler ikke, at konkurrencen er hård. Især fra tyske vognmænd.

- Der er generelt færre og færre biler med danske nummerplader. Vores omkostningsniveau er simpelthen for højt på grund af afgifter og lønniveauet. De danske overenskomster gør det meget svært at bevare konkurrenceevnen, siger Hans Kristian Jessen og fortsætter:

- Jeg kunne godt tænke mig, at danske chauffører kom på sømandsskat eller en tilsvarende ordning. Selv om staten vil lide et tab på indkomstskatterne, så vil det bevare omsætning, arbejdspladser og biler i Danmark, og det vil betale regningen.

Konkurrencen fra Tyskland og nu Østeuropa har givet naturlig anledning til overvejelser i virksomheden.

Overvejer at flytte til Tyskland

- Vi har ikke overvejet at anvende østeuropæiske underleverandører. Jeg tror på, at det betyder noget at fastholde kvaliteten på den type transporter, som vi leverer. Dermed ikke sagt, at kvaliteten ikke findes i de nye EU-medlemslande, men jeg tvivler på, at ret mange virksomheder og chauffører derovre kan leve op til et vesteuropæisk niveau. Men jeg skal blankt erkende, at jeg overvejer at flytte virksomheden til Tyskland. og udviklingen tyder på at det bliver mere og mere aktuelt. Men der ikke truffet nogen beslutning endnu, siger Hans Kristian Jessen.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078