Det var ved at blive koldere i vejret, og fluen fortrak fra sin faste plads i vindueskarmen på vognmandens kontor.

Der var lunere henne ved den gamle standerlampe, som havde hørt til firmaet lige siden starten i 1948, da vognmandens far startede op med et par brugte lastbiler. Så skete det. Trods al sin erfaring røg fluen ned i en syet fold i lampeskærmen og kunne umuligt slippe fri. Pladsen var for trang til at den kunne bruge vingerne og selve skærmen var alt for glat til at den kunne få ordentlig fodfæste. Den prøvede atter og atter, men hver gang forgæves.

Fluen var rutineret nok til ikke at blive grebet af panik, men kunne dog ikke lade være at tænke ved sig selv "denne gang er du vist i knibe, gamle dreng". I det samme kom vognmanden ind og smækkede døren i efter sig.

- Hvor dybt kan man synke, råbte han forbitret. - I alle de år jeg har drevet forretning har jeg klaret mig fri af charlataner, lykkeriddere, plattenslagere, bondefangere, og både små og store svindlere, skønt guderne skal vide, at der er mange der har prøvet at snyde på vægten.

- Men - og her sænkede han stemmen - når man bliver bøffet at dem, med stoler på, er det noget andet.

Han lød så trist, at fluen et øjeblik helt glemte sine egne trængsler.

Imens greb vognmanden telefonrøret. Det var vist revisoren, han havde fat i.

- Måske burde jeg have anet uråd for længst, indrømmede han. - Det hele lød for godt til at være sandt. Men jeg stolede jo på Johan. Han arbejdede for mig i otte år, før han begyndte for sig selv, og der har aldrig været problemer. Faktisk var det mig, der anbefalede ham til nogle af de store.

Fluen kunne høre en knitren i telefonrøret. Det var revisoren, der forklarede en hel masse og det endte med, at vognmanden trak på skulderen.

- Ja, hvis du virkelig mener, at det tjener os bedst, så må jeg vel holde gode miner til slet spil, men første gang jeg får en chance for det, så skal jeg sætte ham så eftertrykkeligt på plads, at han glemmer, hvad han selv hedder.

Vognmanden vidste alt om, at moderne erhvervsliv krævede, at man om ikke var mistroisk, så i hvert fald opmærksom på alle de faldgruber, der var lige fra fup-fakturaer for ikke-eksisterende ydelser til direkte bedrag. Det faldt ham helt naturligt at tjekke tingene efter og han bildte sig ind, at han kendte sin lus på travet. Han kunne spotte en anløben sag på lang afstand.

Men som han lige havde forklaret revisoren, så var han denne gang i en dum klemme. Hans tidligere medarbejder, som han opfattede næsten som sin protegé, havde indgående kendskab til vognmandens systemer og planen var, at de skulle samarbejde om i hvert fald to store kunder. Og så pludselig indgår Johan aftale til anden side med en af de værste konkurrenter - samtidig med, at han regner med at fortsætte samarbejdet som ingenting var hændt. Det var utåleligt, det var skuffende og måske endda ulovligt.

Fluen kæmpede fortsat for at komme ud af lampeskærmens fold. Den stred af alle kræfter, men hver gang den var lige ved, så røg den ned igen.

Bogholderen kom ind og stod lige ved siden af standerlampen, mens vognmanden satte ham ind i sagen.

- Det værste er, at jeg selv har investeret min troværdighed i Johans betjening af kunderne. Hvis jeg trækker mig ud, ser det ud som om det er mig, der ikke lever op til aftalerne med mine kunder. Og troværdighed er mit vigtigste image.

Fluens vilde strabadser i lampeskærmen summede nu så meget, at bogholderen blev uopmærksom. Det irriterede vognmanden.

- Hører du overhovedet efter?

Bogholderen havde dog forstået sammenhængen, men han kunne se, at det ikke var nu han skulle komme med sit "hvad sagde jeg" eller betone vigtigheden af at have kontrakt på alt. Han vidste jo, at vognmanden stadig lagde vægt på, at "et ord er et ord", og han måtte medgive, at det hurtigt blev et kæmpe mas, hvis man hele tiden skulle holde sig til paragrafferne.

- Du kan jo stævne ham, sagde bogholderen.

Men vognmanden vinkede afværgende med hånden. - Duer ikke. Vores fælles kunder vil ikke kunne forstå det. Han tog sin kam op af lommen og begyndte reflektorisk at rede sit tynde hår.

- Du kunne jo også gøre noget andet, sagde bogholderen. - Hvad om du lod sive til et par af storkunderne, at Johan har den narkodom fra da han var ung. Eller du kunne måske nøjes med at sige til Johan, at du overvejer at gøre det.

- Aldrig i livet. Det er ikke min stil, jeg ville hade mig selv mere, end jeg hader den øjeblikkelige situation, næsten råbte han.

Fluen havde omsider fået hovedet uden for folden og kunne se, at vognmanden alligevel fik det bedre. Han havde et alternativ, men havde fravalgt det.

Og bogholderen knipsede på lampeskærmen for at bremse fluens støj - og ud slap vor ven.

Samtidig tog vognmanden en rulle chokoladekiks op af skuffen. Den slags krummer godt.

-----