Også selv om man har fået at vide, at det er en gennemgribende økonomisk forandringsproces, som løber stærkt og som til syvende og sidst vil ende godt, hvis vi forstår at tilpasse os.

For dén, som står med fyresedlen i hånden, er de makro-økonomiske betragtninger en ringe trøst. For dén, som må flytte sin produktion eller service til udlandet for overhovedet at overleve i konkurrencen, er det svært at tage de langsynede briller på, og sige, at det bliver bedre om nogle år ? for det er her og nu, smerten er følelig.

Vi skal ikke søge at bremse en udvikling, som allerede har undergravet mange af de traditionelle ståsteder, vi har haft. Tværtimod skal vi flytte os både mentalt og i praksis. Men vi skal ikke glemme, hvor vigtigt det er at holde fast på den særlige kultur, som præger dansk transporterhverv. Der er opbygget en kreativ ekspertise og en enestående evne til at finde løsningen. Et transportfirma og dets ejere og medarbejdere er ikke hvem som helst. Derfor skal man slås for at bevare arbejdspladser, som repræsenterer denne særlige kultur eller ånd om man vil.

Det er uhyggeligt svært at pege på løsninger, som kan hjælpe de mest udsatte dele af det seriøse erhverv over den nuværende konkurrence-afgrund, som er gravet i form af bl.a. de nye EU-landes lave lønninger. Danmark har om nogen brug for frihandel og fri bevægelighed. Vi har ingen ægte interesse i hverken statsstøtte eller sær-foranstaltninger. Transporterhvervet burde være stærkt nok til at klare sig selv på længere sigt, så hvis der skal rækkes en offentlig hånd til erhvervet, så bør det være for at sikre en fornuftig overlevelse og have karakter af bedre rammer for erhvervet -.herunder fravær af ensidige skatter og afgifter og dansk enegang på konkurrence-følsomme felter. Og så må vi atter erkende, at hvis der skal gennemføres noget fornuftig erhvervsstyrkelse, så må det ske på EU-plan. Vi er simpelthen blevet så internationale ? også på hjemmemarkedet ? at der skal mere overordnede løsninger til. Til gengæld er der jo mange af de andre EU-lande, som har nøjagtig samme problemer som vi.

Så den vanskelige øvelse består i at holde fast i så meget af det levedygtige danske transporterhverv som muligt samtidig med, at vi er åbne overfor for den nye udvikling med både dens trusler og løfter. Kravene til erhvervet er store, og intet tyder på, at de bliver mindre lige med det første. Det er derfor helt afgørende, at der bliver et åndehul, så virksomhederne kan gennemføre de helt nødvendige justeringer og opdateringer, der skal til, for at føre os frem til en holdbar vinderposition.

Det kræver måske et nationalt kompromis, hvor de forskellige parter ? lønmodtagere, arbejdsgivere og regering - ser udfordringen fra udlandet som en fælles opgave, der skal løses. Ved at man både giver og tager ? og får aktiveret den nødvendige ekspertise, så vi ikke taber momentum på vej til den ny verden. Sikkert er det, at ingen kommer sovende til en plads i fremtiden ? og at der må ydes nogle ofre for at nå frem.

Men lad os først sikre den sunde overlevelse. Så kan vi bagefter skændes om, hvordan kagen skal fordeles.

-----