Hvem hæfter for fragten? Afsender, modtager, speditør eller en helt fjerde juridisk person?

Spørgsmålet om fragtbetaling giver ofte anledning til retssager, og hyppigt kan det blive afgørende ikke blot hvilke bestemmelser, der er medtaget i fragtebrevet eller også i den kommercielle handelsfaktura. Til tider strander enigheden på en ikke entydig forståelse af grundlæggende begreber som Franco, Collect, FOB (free on board) etc. og i atter andre tilfælde er der indgået mundtlige aftaler, som parterne ikke er enige i indholdet af.

I en sag som Østre Landsret netop i dette efterår har afgjort, havde en dansk luftfragtspeditør i første omgang trukket en ligeledes dansk importør af brugskunst i Københavns Byret med påstand om, at sidstnævnte skulle betale godt 31.000 kroner i forbindelse med en luftfragtforsendelse af vaser fra Manila.

Vaserne var leveret til modtageren den 10. oktober 2000, men modtageren afviste at betale under henvisning til, at det var en fejl, at der ifølge papirerne var anført, at varerne var sendt collect "destination agent pays". Importøren mente, at der var indgået aftale med den filippinske leverandør om, at sidstnævnte skulle betale fragten, og meddelte endvidere, at hun (importøren) var villig til at betale for forsendelsen, dog ikke det urimeligt høje beløb, og at hun først var klar til at betale til december.

Den 6. december 2000 meddelte importøren, at hun trak tilbudet om at betale noget af regningen tilbage.

Der var under sagen fremlagt en faktura af 4. september 2000 fra Leverandøren til importøren, hvoraf fremgik, at prisen for varerne var angivet FOB$.

Det fremgik af fragtbrev udstedt den 6. september 2000 i Manila, at Leverandøren var "shipper", og at importøren var "consignee". Rubrikken "Invoicee (If other than shipper) var ikke udfyldt. Endvidere fremgik, at forsendelsen var "collect". I et senere fragtbrev udstedt den 10. oktober 2000 var anført, at levering var "franco".

Sagen havnede som nævnt i første omgang i byretten, hvor sektionschefen fra speditionsfirmaet forklarede, at han stod for import/luftfragt og havde gjort det i 18 år. Leverandøren i Filippinerne rettede henvendelse til speditørens agent på stedet og traf aftale om transporten. Når prisen var angivet FOB, stod Leverandøren for transporten indtil afskibning. Afskiber havde modtaget en kopi af Leverandørens faktura til importøren. Den var dokumentation for, at modtager skulle betale for transport efter indskibning. Denne faktura og fragtbrevet var tillige grundlag for toldbehandlingen, herunder for om der skulle betales toldafgift af transportomkostningerne.

Fragtbrevet af 6. september 2000 var udstedt af speditørens agent på baggrund af informationer fra Leverandøren. Betegnelsen "CC" indebar, at modtager betalte fragten. Det var ikke sædvanligt at udfylde rubrikken "Invoicee". Fragtbrevet af 10. oktober 2000 var et lokalt fragtbrev udstedt af speditøren. "Franco" angav, at speditøren havde betalt fragten fra lufthavn til importøren. Importøren var importregistreret og i så fald udleveredes varerne med en faktura for fragten. Hvis importøren ikke var importregistreret ville varerne kun blive udleveret mod kontant betaling. Vidnet havde efter en drøftelse med importørens kontaktet afsenderagten, der havde kontaktet Leverandøren, der to gang havde fastholdt, at importøren skulle betale fragten. Vidnet havde bedt importøren om skriftligt at dokumentere aftalen med Leverandøren om, at Leverandøren skulle betale, men importøren havde ikke dokumenteret det. Hvis det havde været tilfældet ville speditøren have forhandlet sagen med afsenderagenten. Han havde ikke haft mundtlige drøftelser med importøren om at betale et mindre beløb.

Indehaveren af importfirmaet forklarende, at hun var grossist i brugskunst. Hun indkøbte primært varer fra Filippinerne og Taiwan. Hun havde mange gange modtaget varer fra Filippinerne. Der var et generelt vilkår, når hun handlede med Filippinerne, at det var hende, der skulle betale fragten. Hun havde gennem længere tid brugt den samme speditør, og hun havde aldrig anvendt speditøren som speditør. Hun undersøgte markedet og traf altid selv aftale med speditøren. Der var aftalt en dato, hvor Leverandøren skulle levere varerne. Fristen kunne ikke overholdes og hun lavede den mundtlige aftale med Leverandøren, at varerne blev afsendt senere, men at Leverandøren så selv måtte betale transporten.

Hun havde mange samtaler med Leverandøren i den anledning, og det var hendes betingelse for et samtidigt samarbejde med Leverandøren. Da varerne blev leveret modtog hun fragtbrevet af 10. oktober 2000. Hun fik ikke besked om, at hun skulle betale for fragten. Hun havde ikke fået fakturaen af 4. september 2000 fra Leverandøren, men fik den sammen med importørens faktura. Hun studsede ikke over, at prisen var anført FOB, fordi priserne i henhold til prislisterne altid er FOB. Importøren var bekendt med, at collect betyder, at modtager betaler fragten. Hun skyldte Leverandøren for leverancen og ville gerne hjælpe speditøren. Derfor tilbød hun at betale noget af fragten og modregne overfor Leverandøren. Hun fandt dog deres pris for høj. Hun fik ingen reaktion fra speditøren. Da det endvidere viste sig, at der var mangler ved varerne, således at hun ikke havde de samme muligheder for at modregne, trak hun tilbudet om betaling tilbage. Hun talte med speditørens medarbejde om at skaffe dokumentation for aftalen med Leverandøren, men hun havde ikke noget skriftligt. Hun havde efterfølgende handlet med Leverandøren.

Speditøren anførte, at speditøren havde leveret varerne "collect", dvs. at modtager skulle betale fragten. Det fremgik af fragtbrevet, og importøren var som professionel forhandler bekendt med fragtbreves indhold. Det fremgik af Leverandørens faktura, at varerne var leveret FOB, dvs. til skibsside/lufthavn, hvorefter den videre fragt af for modtagers regning. Importøren havde været bekendt med, at hun skulle betale fragten, og det gjorde ingen forskel heri, at speditøren ikke havde oplyst importøren, at godset blev leveret "collect". Importøren havde ikke dokumenteret, at afsende Leverandøren havde accepteret at betale fragten, tværtimod havde importøren accepteret at betale speditørens faktura, dog ikke det fulde beløb. Importørens eventuelle uoverensstemmelse med afsender var speditøren uvedkommende. Afsender havde til stadighed afvist, at fragten skulle udføres for afsenders regning.

Importøren anførte, at hun ikke havde bestilt varetransport hos speditøren. Speditøren kunne derfor ikke opkræve betaling for transporten hos importøren. Varerne var i henhold til importørens fragtbrev af 10. oktober 2000 leveret "franco", således at transportomkostningerne var importøren uvedkommende. Fakturamodtager var i speditørens ordredokument angivet som afsender af varerne, hvorfor fakturering, var importøren uvedkommende. Det blev bestridt at varerne var leveret "FOB". Speditøren bar bevisbyrden for, at importøren havde forpligtet sig til at betale varetransporten. Selvom det blev lagt til grund, at varerne var afsendt med klausulen "FOB" blev det gjort gældende, at speditøren havde bevisbyrden for, at importøren forpligtedes af en transportaftale, som speditøren havde indgået med tredjepart.

Byretten fandt efter importørens forklaring, at det var sædvane, at varer importeret fra Filippinerne afregnedes "FOB", således at modtager betalte for skibsfragten fra Manila. Det fremgik tillige af importørens købsfaktura, at prisen var "FOB". Retten lagde til grund, at speditørens repræsentant i Filippinerne bl.a. havde benyttet købsfakturaen som grundlag for udarbejdelse af fragtdokumenter og toldpapirer, og at speditøren havde haft en berettiget forventning om, at importøren havde modtaget fakturaen fra sælger.

Importøren gjorde gældende, at der vedrørende denne leverance var en særaftale om, at Leverandøren skulle betale for fragten, men havde ikke kunne dokumentere denne aftale for speditøren eller retten.

Importøren havde mulighed for at søge fyldestgørelse for udlæg til transportomkostningerne ved modregning i Leverandørens tilgodehavende, men tilbagekaldte uden særlig begrundelse sit tilbud til speditøren om at betale for fragten.

Retten fandt under disse omstændigheder, at importøren var forpligtet til at betale speditørens tilgodehavende, idet bemærkedes, at det ikke var godtgjort, at transportomkostningerne var urimeligt store. Speditørens påstand blev herefter taget til følge.

Importøren ankede sagen til Østre Landsret, og bevisførelsen fortsatte.

Én af retskilderne, som vægtes i forbindelse med domstolenes afgørelser kan være branchekutymer, og sådanne kutymer vil som regel bedst kunne underbygges ved at indhente et responsum fra netop den relevante brancheorganisation. Dette skete også i denne sag, da parterne for landsretten anmodede Danske Speditørers Responsumudvalg om at besvare følgende spørgsmål:

"Er det i overensstemmelse med de for speditører almindeligt gældende regler, at betaling for en varetransport opkræves hos en varekøber i følgende situation:

En dansk køber A har med den filippinske forhandler B indgået aftale om køb af en større mængde varer med transportklausulen FOB. A indgår aftale med en speditør om varernes transport til København. Før varernes afsendelse fra Manila, Filippinerne, meddeler B, at der manglede en del varer, som ikke kunne nå at komme med transporten, og at varerne derfor vil blive afsendt efterfølgende.

Da de resterende varer er klar til afsendelse, indgår sælgeren B aftale med en ny speditør S, der modtager salgsfaktura, hvoraf det fremgår, at varerne er solgt FOB. Forinden varernes levering har A ikke overfor S bekræftet, at A vil betale for varetransporten. Efter varernes levering på A's forretningsadresse i København, fremsender S faktura for varetransporten, hvilken betaling bestrides af A, som værende uvedkommende."

Til spørgsmålet bemærkede Responsumudvalget:

"Responsumudvalget tager ikke stilling til regelanvendelsen under en konkret tvist. Responsumudvalget kan derimod besvare henvendelsen, såfremt det lægges til grund, at der spørges til, om speditørens optræden er i overensstemmelse med de for speditionsbranchen gældende sædvaner og kutymer.

Under denne forudsætning skal Responsumudvalget meddele følgende svar:

Ja."

Også for landsretten måtte først importøren og derefter repræsentanten fra speditøren på ny i vidneskranken.

Importøren forklarede, at hun ved tidligere forsendelser havde modtaget bill of lading med kurerpost fra Leverandøren eller speditøren og ikke kunnet få varerne udleveret uden at præsentere dette dokument. Vedrørende den omhandlede forsendelse var hun i jævnlig telefonisk kontakt med Leverandøren i Filippinerne for at få oplyst, hvornår varerne blev afsendt, og hvilke speditør der blev benyttet. Da hun fik oplyst, at indstævnte var speditør, ringede hun til indstævntes kontor for at gie nærmere anvisninger på leveringsstedet. Hun rykkede ikke Leverandøren eller speditøren for bill of lading og fik varerne udleveret uden et sådant dokument. Hun havde efterfølgende foretaget delbetaling til Leverandøren for denne og andre leverancer, men havde ikke modregnet indstævntes krav. Hun genoptog samhandlen med den omhandlede leverandør ca. 1 år efter omhandlede levering.

Speditøren forklarede bl.a., at speditørens agent normalt sendte kopi af bill of lading til Leverandøren, som videresendte dokumentet til modtageren. Ved søtransport skal man præsentere dokumentet for at kunne få varen udleveret. Ved lufttransport eller ? som i omhandlede tilfælde ? luft/søtransport var det også sædvanligt, at bill of lading sendtes til modtageren, men det var ikke nødvendigt at præsentere dokumentet for at få varen udleveret.

Landsretten lagde efter responsumudvalgets udtalelse til grund, at speditøren havde fulgt den for speditører sædvanlige fremgangsmåde.

Importøren sikrede sig ved henvendelse til Leverandøren, at varerne var afsendt med indstævnte som speditør og underrettede indstævnte om rette leveringsadresse, men skaffede sig mod sædvane ikke kopi af bill of lading eller andet skriftligt grundlag som dokumentation for, at Leverandøren mod sædvane havde påtaget sig at udrede fragtomkostningerne.

Landsretten tiltrådte, at appellanten ved som professionel importør under disse omstændigheder at modtage varerne og dermed tilegne sig speditørens ydelse, hæftede for betalingen af fragtomkostningerne, og stadfæstede derfor byrettens dom.

-----