Hastværk med hastighedsbegrænser
Færdselsstyrelsen sender forslag om nye regler for hastighedsbegrænsere ud i høring – svarfristen er 19. november.
EU har udvidet kravet om hastighedsbegrænsere til at gælde alle nyindregistrerede lastvogne og busser efter 1. januar 2005. Derfor har Færdselsstyrelsen nu travlt med at få de danske regler tilpasset EU-direktivet og har netop udsendt et såkaldt høringsbrev til transportbranchen.
En række organisationer som DTL og Danske Busvognmænd samt flere eksperter er blevet hørt. Men øvrige interesserede kan gøre indsigelse over for udkastet ifølge det høringsbrev, der kan hentes på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
EU-direktivet tillader medlemsstaterne at udskyde ikrafttrædelsesdatoen for de mindste busser og lastvogne i tre år. Dog kun hvis de udelukkende anvendes til national kørsel.
Direktivet indeholder også krav om eftermontering af hastighedsbegrænsere på mindre busser og lastvogne, registreret efter 1. oktober 2001. Eftermonteringen skal være på plads senest 1. januar 2006 for køretøjer, der anvendes i internationalt trafik, mens busser og lastvogne, der alene anvendes nationalt kan vente yderligere et år..
Færdselsstyrelsen ønsker ikke at udnytte direktivets mulighed for fritagelse af små lastvogne og busser indtil 2008 af hensyn til trafiksikkerheden. Men af praktiske hensyn har styrelsen dog udskudt kravet for busser med en totalvægt op til 5.000 kilo og lastvogne med en totalvægt op til 7.500 kilo indtil 1. april.
-----