OBU-paradoks
Teknikken bag Toll Collects maut-system fungerer ifølge den uvildige ekspert, der skal aflevere sin endelig rapport om vejskattesystemet til Forbundsregeringen i slutningen af november.
De branchefolk, der håber på en ny udsættelse af opkrævningen af den tyske vejskat, bliver formentligt skuffet. Den tyske regering fastholder hårdnakket startdatoen, selv om Toll Collect erkender, at der ikke vil være OBU’ere i den lovede halve million lastvogne, når opkrævningen går i gang 1. januar 2004.
Det til trods for at 10.000’er eller måske endda 100.000’er af OBU’løse lastvogne, der skal afregne vejskatten manuelt via internet eller maut-automater på tankstationer, vil føre til et administrativt kaos hos såvel vognmænd, som hos speditører.
Forbundsregeringen i Berlin og Toll Collect mener nemlig, at transportbranchen selv er skyld i efterslæbet.
Der er i dag monteret og tilmeldt omkring 120.000 OBU’ere, men Toll Collect hævder, at der er produceret 300.000 maut-computere – et tal der angiveligt når 600.000 OBU’ere, inden opkrævningen starter. Samtidig har den uvildige ekspert (Der Gutachter), der skal godkende det omfattede opkrævningssystem på et møde i den følgegruppe, som EU og Forbundsregeringen har nedsat, meddelt, at teknikken er klar.
- Desværre ser det ud til, at opkrævningen af den tyske vejskat fortsat vil komme til at ske i en situation, hvor en meget stor del af de europæiske transportvirksomheder, herunder de danske, der kører i Tyskland, ikke får mulighed for at anvende den automatiske opkrævning af vejskatten. For dem bliver der tale om en manuel opkrævning via internet eller terminaler. De tyske udmeldinger om startdatoen er meget bastante, og derfor kan vi fra DTL kun endnu en gang opfordre vores medlemmer til at få installeret en OBU, idet det er langt den mest fleksible betalingsform i hverdagen, udtaler DTLs ordførende Michael Svane, der er medlem af ekspertgruppen.
-----