EU-fokus på transportveje i nabolande
EU-Kommissionen har nedsat en ekspertgruppe, der skal sikre sammenhæng mellem udbygningen af vej- og banenettet inden for EU og EU’s nabolande
Massive investeringer i udbygningen af EU’s hovedfærdselsårer vil være delvist spildt, hvis netværket ender ved EU’s grænser. En tilsvarende udbygning i EU’s nabolande er afgørende for et velfungerende transeuropæisk trafiknetværk.
Derfor har EU-Kommissionen nu nedsat en arbejdsgruppe på højt niveau, der skal identificere de vigtigste trafikakser mellem EU og nabolandene. Gruppen har netop afsluttet det første todages møde.
- Gode transportforbindelser mellem EU og nabolandene er afgørende for handel og økonomisk udvikling. Arbejdsgruppen skal fokusere på de områder, hvor der er mulighed for reelle fremskridt, for eksempel forbedret udnyttelse af eksisterende infrastrukturer eller sikring af teknisk og administrativ interoperablitet, sagde EU’s transportkommisær Loyola de Palacio på mødet.
Arbejdsgruppen forventes at aflevere en foreløbig rapport inden årets udgang og en endelig rapport inden udgangen af 2005.
-----