Schenker forventer OBU’ere hos underleverandører
Den tyske speditionsgigant Schenker opfordrer indtrængende sine underleverandører til at sikre at der er OBU’ere i alle lastvogne inden tysk maut-start til nytår
Schenker Deutschland AG anser ikke internet-booking eller maut-automater for en brugbar løsning, når den tyske vejskat opkræves fra 1. januar. Kun lastvogne med indbygget On Board Unit, der automatisk registrerer kilometerforbrug og indberetter det til Toll Collect, kan sikre en effektiv administration hos vognmænd og speditører.
Schenker har udsendt et fem-punkts-katalog, hvor koncernen opstiller krav til underleverandørerne omkring afregning af vejskat. Her fremgår det, at Schenker forventer, at der er OBU’ere i lastbilerne. Internet eller automater giver simpelthen for meget administrativt bøvl og medfører risiko for forsinket levering ifølge Aloys Winn, der er bestyrelsesmedlem i Schenker. Derfor opfordrer Schenker vognmændene til at sørge for, der er OBU’ere monteret i lastbilerne inden årsskiftet.
-----