I alle brancher er der mulighed for miljøskader ? også i den forstand, at aktørerne kan komme til at minde lidt for meget om hinanden. Dette gælder også dommerstanden, og som advokat og dermed som hyppig bruger af domstolssystemet, er det næsten altid en fornøjelse, når én eller flere dommere skiller sig lidt ud fra mængden og måske oven i købet højner underholdningsværdien en anelse, uden at det nødvendigvis går ud over kvaliteten og dermed retssikkerheden.

Sådan en dommer er her i denne sommer (desværre) gået på pension. Dommeren, der residerede ved Byretten i Horsens, udmærkede sig ved en ikke særlig højtidelig ledelsesstil og ikke mindst ved et vist frisprog i sin koncipiering (formulering) af dommene, hvilket med en vis tydelighed vil fremgå af det følgende referat fra en sag, der i første omgang blev afgjort af byretsdommeren og siden under en vis ændring blev afgjort af Vestre Landsret.

Et byggefirma var som hovedentreprenør i sommeren 2001 ved at opføre en større bygning i Odense for en bygherre og der skulle i den forbindelse bruges nogle store betonelementer, som blev fabrikeret af et betonfirma (Betonfirmaet). Nogle elementer havde en længde på 24,00 m. ? som blev kaldet de korte og andre havde en længde på 31,40 m. ? kaldet de lange.

Der blev mellem Betonfirmaet og et speditionsfirma (Transportfirmaet), indgået en aftale om transport af disse store elementer, 12 korte og 12 lange. Transportfirmaet afgav tilbud pr. telefax den 28. juni 2001. Efter dette tilbud kunne der transporteres 2 af de korte elementer på et vogntog, men kun 1 element af de lange på 1 vogntog. Betonfirmaet regnede således med, at hele transporten kunne gennemføres med 18 vogntog.

Sådanne store transporter skulle have en ledsagevogn med, og i tilbuddet stod bl.a.:

"Ovennævnte priser er ekskl. ledsagevogne, hvor der beregnes 1.200kr. pr. tur med 2 læs elementer pr. gang".

Hvad der mentes med "2 læs elementer pr. gang" var tvivlsomt. Transportfirmaet havde opfattet det således, at der kun skulle en ledsagevogn til to vogntog.

Dette tilbud blev accepteret af Betonfirmaet, men kort efter blev det ændret, fordi Transportfirmaet ikke kunne få tilladelse til at høre med to korte elementer på én vogn. Det ville sige, at Transportfirmaet nu skulle køre med 24 vogntog ? til gengæld blev prisen for både de lange og de korte betonelementer sat ned.

I et brev af 7. august 2001 fra Transportfirmaet til Betonfirmaet, der af begge parter opfattedes som en ordrebekræftelse, stod bl.a.:

"Ovennævnte priser er baseret på 1 element pr. transport (pga. der ikke er afgjort noget med politiet endnu).

Ovenstående priser er ekskl. moms og ledsagevogn."

Der blev først leveret 12 korte elementer og herefter seks af de lange, og så vidt gik alt efter planen.

Men herefter gik det med rettens ord ikke helt så godt. Man kan nemlig af dommen (med byretsdommerens egne ord) læse, at "men herefter gik det galt ? endda rigtig galt."

Den første trailer med sættevogn kom ned i en grøft ved indkørslen til motorvejen. Den første transport skulle have været fremme kl. 7.00, men blev forsinket 3-31½ time.

Og dommeren fortsætter i sin maleriske domsfortælling: "Men en ulykke kommer sjældent alene. Tilkørselsforholdene til byggepladsen var efter chaufførernes opfattelse helt umulige. Folk fra byggefirmaet foreslog en anden vej ind til byggepladsen, men den fandt Transportfirmaet's folk lige så umulig. Derefter gik man i gang med at udbedre tilkørselsforholdene, fjerne nogle skilte og jordvolde, noget beplantning og lægge jernplader ud.

Først hen på eftermiddagen kom man i gang med at få betonelementerne anbragt med en kran."

Uoverensstemmelserne endte med, at Transportfirmaet sendte Betonfirmaet en regning på seks læs, seks følgevogne, diverse ventetid på byggepladsen og endvidere for den egentlige aftalte kørsel. Det hele løb op i godt 86.000 kroner, men heraf ville Betonfirmaet alene betale knap 9.000 kroner, og herefter havnede sagen i byretten.

Byretsdommeren lagde vedrørende tilkørselsforholdene til grund, at disse forhold ikke var accepteret af Transportfirmaet, at det var nødvendigt at foretage sig "et eller andet", og at dette medførte forsinkelse på ca. 4½ time, hvilket havde givet en ekstra udgift for entreprenøren.

Hvem var ansvarlig for, at tilkørselsforholdene var i orden? Der var 3 muligheder, idet det selvfølgelig ikke var bygherrens. Var det Betonfirmaets, entreprenørens eller var det transportørens? Det kunne som udgangspunkt heller ikke være Betonfirmaets, som ingen indflydelse havde på transporten og på byggepladsens indretning.

Det måtte være entreprenørens ansvar. Denne kendte byggepladsen og vidste, hvor store elementer, der skulle anvendes, og hvor tunge vogne og redskaber, der skulle køres frem. Entreprenøren skulle derfor sørge for, at tilkørselsforholdene var i orden, og var han i tvivl, måtte han få denne afklaret ved en kontakt til transportøren. Den ene opgave kunne jo være ganske enkel, som hvis der skulle opsættes en vindmølle på den flade hede, og mere kompliceret, hvis der skulle opføres et fyrtårn i en baghave i Gudhjem.

Hvis ansvaret skulle pålægges transportøren skulle der foreligge særlige omstændigheder, som ændrede dette billede.

Betonfirmaet gik uden videre ud fra, at det var transportørens ansvar, og derfor betalte Betonfirmaet et krav fra byggefirmaet, da man regnede med som sikkert, at man kunne lade regningen gå videre til Betonfirmaet, der som transportør havde handlet ansvarspådragende ? eller undladt at handle.

Det, som Betonfirmaet hæftede sig ved var, at allerede ved den første transport stod det Transportfirmaet klart, at tilkørselsforholdene ikke var acceptable, og det undlod man at gøre opmærksom på. Transportfirmaets folk kunne ved den første levering lige med nød og næppe ? og med en enkelt skramme ? komme ind med de korte elementer, og trods dette undlod Transportfirmaet's folk at gøre opmærksom på dette overfor entreprenøren. Dette måtte anses som ansvarspådragende, ikke mindst fordi man senere skulle komme med endnu større elementer med vogne af en anden type, som var endnu sværere at manøvrere med.

Denne argumentation kunne byretsdommeren ikke godtage, og dommeren lagde herefter til grund, at Transportfirmaet's folk ved den første levering kunne komme igennem, og der var ikke ført bevis for, at det havde været naturligt for chaufførerne at rette henvendelse enten til entreprenøren eller til ledende personer hjemme i firmaet. Det var ikke engang dokumenteret, at chaufførerne vidste noget om de næste leverancer, og at det var med lidt længere elementer.

Retten måtte derfor lægge til grund, at det var entreprenørens ansvar, at leverancen blev forsinket, og entreprenøren burde ikke have afkrævet Betonfirmaet dette beløb, og Betonfirmaet skulle ikke uden forbehold have betalt dette.

Som følge af denne argumentation skulle omkostningerne ved den forsinkelse, der skete den 24. august 2001 dels mellem Transportfirmaet, der kom for sent, og entreprenøren, som ikke havde tilkørselsforholdene i orden.

Med lidt lodder og trisser nåede byretsdommeren herefter frem til, at Betonfirmaet skulle betale godt 76.000 kroner til Transportøren.

Dommen blev af betonfirmaet anket til Vestre Landsret, og her udmeldtes bl.a. syn og skøn, hvor en vognmand skulle besvare visse konkrete spørgsmål om adgangsforhold mv.

Betonfirmaet anførte i landsretten, at transportfirmaet havde afgivet tilbud uden forbehold på udførelse af den konkrete transportopgave, og at der var transportfirmaets risiko, at transporten ikke kunne gennemføres som anført i det skriftlige tilbud. Årsagen til forsinkelsen ved transporten af de meget lange elementer var, at transportfirmaet ikke foretog besigtigelse af byggepladen forud for transporten og uden nærmere undersøgelse valgte at benytte udtrækstrailere i stedet for efterløbere. Det blev bestridt, at NSAB 85 var vedtaget mellem parterne, og der var derfor ikke grundlag for nogen begrænsning af erstatningsansvaret. Ifølge ordrebekræftelsen skulle der kun medvirke seks følgebiler til transporterne, og betonfirmaet var derfor ikke forpligtet til at betale for flere.

Transportfirmaet gjorde gældende, at ordrebekræftelsen af 7. august 2001 var aftalegrundlaget i sagen. Det var på denne ordrebekræftelse anført, at NSAB 85 var gældende for aftalen. Betonfirmaet, som tidligere havde modtaget faktura fra transportfirmaet med angivelse af, at NSAB 85 var gældende, havde derfor accepteret at være undergivet dette regelsæt. Transportfirmaet var efter NSAB 85, § 5, stk. 3, berettiget til at anvende et almindelig brugt transportmiddel til transporterne, og det var derfor ingen misligholdelse, at transportfirmaet havde benyttet udtrækstrailere og ikke efterløbere.

Totalentreprenøren havde gjort sig skyldig i misligholdelse ved at undlade at sikre, at der var fornøden adgangsvej til byggepladsen. Transportfirmaet kunne ikke gøres ansvarlig for andet end forsinkelsen på 3½ time på grund af havariet ved til motorvejen. Det blev bestridt, at transportfirmaets tilbud kunne omfatte en udgift til i alt 6 ledsagervogne ved transporterne, idet det på tidspunktet for indgåelsen af transportaftalen ikke var afgjort, hvilke krav politiet stillede til transporterne.

Subsidiært kunne transportfirmaets erstatningskrav for forsinkelsen efter NSAB § 21, litra b, højest andrage den betalte fragtrate på 28.200 kr. ekskl. moms. Fra dette beløb skulle trækkes 12.500 kr. ekskl. moms svarende til den anerkendte erstatning for forsinkelsen.

Vestre Landsret slog indledningsvist fast, at Transportfirmaet havde påtaget sig at transportere de 31,4 meter lange betonelementer til en byggeplads i Odense. Det måtte efter syns og skønserklæringen lægges til grund, at det ved transport af elementer af en sådan længde påhvilede transportøren at undersøge forholdene på byggepladsen, inden transporten blev iværksat. Transportfirmaet foretog ikke en sådan undersøgelse, og afleveringen af elementerne på byggepladsen ved kranen forsinkedes, som følge af at bilerne ikke kunne komme ind på byggepladsen, før der blev foretaget en ændring af tilkørselsforholdene ved bl.a. at fjerne bevoksning og bortgrave en jordvold. Efter syns og skønserklæringen kunne transporterne af de lange elementer være udført uden de anførte problemer ved anvendelsen af efterløbere i stedet for udtrækstrailere, og transportfirmaet have derfor pådraget sig erstatningsansvar for forsinkelsen som følge af valget af transportmateriel.

Transportfirmaet kunne som følge heraf ikke forlange vederlag for ventetid som følge af de vanskelige kørselsforhold.

Betonfirmaets erstatningskrav i anledning af forsinkelsen bestod af erstatning for dels ventetid til hovedentreprenøren på i alt kr. 42.400, dels udgifter til udvidelse af kørevej og retablering af beplantning mv. på 14.000 kr. Som sagen var forelagt for landsretten, var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at anfægte opgørelserne af disse krav størrelsesmæssigt.

Vedrørende spørgsmålet om ansvarsbegrænsning bemærkede landsretten, at Transportfirmaet på sit brevpapir og sine fakturaer havde fortrykt en tekst med oplysning om, at alle opgave skulle føres under NSAB 85, og at disse regler indeholdt nærmere angivne bestemmelser om begrænsning er erstatningsansvaret. På denne baggrund måtte NSAB anses som vedtaget i sin helhed mellem parterne. Da erstatningen for forsinkelsen herefter ikke kunne overstige den betalte fragt, jf. NSAB 85 § 21b, begrænsedes transportfirmaets erstatningsansvar til 28.200 kr. ekskl. moms, heri indbefattet erstatningskravet for forsinkelsen som følge af havariet ved indkørslen til motorvejen.

Det bemærkedes herved, at udgiften til udvidelsen af kørevejen og retablering af beplantning mv. ved byggepladsen havde en sådan sammenhæng med forsinkelsen, at erstatningen for denne udgift også var omfattet af ansvarsbegrænsningsreglen i NSAB 85 § 21 b. Den samlede erstatning for forsinkelse udgjorde således 28.200 kr. ekskl. moms.

For så vidt angik spørgsmålet om betaling for yderligere 6 ledsagervogne havde transportfirmaet i telefaxskrivelsen af 28. juni 2001 til betonfirmaet anført, at de opgivne priser var ekskl. ledsagevogne, der beregnedes med 1.200 kr. ekskl. moms pr. tur med to læs elementer pr. gang. I transportfirmaets tilbudsskrivelse af 7. august 2001 anførtes, at priserne var baseret på 1 element pr. transport, og at priserne var angivet ekskl. ledsagervogn, fordi "der ikke var afgjort noget med politiet endnu". Efter at politiet i transporttilladelserne af 7. august 2001 havde stillet krav om, at én ledsagervogn kun måtte ledsag ét vogntog, blev transporterne i overensstemmelse hermed iværksat med én ledsagervogn for hvert af de 12 vogntog, uden at der samlet skulle betales for ledsagervogn. På den anførte baggrund var der ikke grundlag for betaling af yderligere seks ledsagervogne.

Det hele mundede ud i, at Betonfirmaet kom til at betale godt 53.000 kroner ud fra en helt anderledes udregning.

-----