Dispensation er ubrugelig
Færdselsstyrelsens tilbud om dispensation for spejlkravet til vognmændene på samme betingelser som Forsvaret, dur ikke i praksis.
De store overskrifter kom i brug i både trykte og elektroniske medier i går, da det kom frem, at Staten havde givet sig selv dispensation for kravet om det særlige cyklistspejl, der bliver et krav på alle lastvogne fra 1. oktober. Derfor måtte Færdselsstyrelsen, der havde givet Danmarks største transportvirksomhed Forsvaret dispensation til 1. november, i går eftermiddags rykke ud med et tilbud om en tilsvarende dispensation til vognmændene, der som militæret har svært ved at nå at få monteret vidvinkelspejlene inden loven træder i kraft i morgen fredag.
Men dispensationsmuligheden er tæt på at være ubrugelig for de fleste vognmænd. Forsvarets dispensation stiller krav om en passager på mindst 18 år, som skal holde øje med de blinde vinkler for chaufføren under de farlige højresving.
Kravet om en ekstra â€udkig†i passagersædet gælder også for civile lastvogne, hvis de skal have dispensation fra Færdselsstyrelsen.
- Der er en del lastvogne, som renovationsbiler, der i forvejen kører med to mand i kabinen, men for de fleste vognmænd er det ikke en brugbar løsning, fordi de ikke har mandskab til rådighed, siger vicedirektør Morten Lindbo, DTL.
Dansk Transport & Logistik har i skarpe vendinger taget afstand fra statens fiflen med færdselssikkerheden.
- DTL har opfordret trafikministeren til at indføre de nye spejlregler efter de gode erfaringer fra Holland, hvor spejlene har halveret antallet af ulykker. Der er ingen dokumenterede erfaringer med personer, der skal agere levende spejle. Derfor er vi meget forundrede over, at forsvaret har fået dispensation overhovedet. DTL føler, at dispensationen har svækket troværdigheden for spejlprojektet i forhold til formålet med hele projektet – nemlig trafiksikkerheden. Alene i september døde fire cyklister i højresvingsulykker. DTL fastholder den kurs, der er lagt fra start – nemlig at de nye spejlkrav fra 1. oktober skal medvirke til at øge trafiksikkerheden og dermed mindste antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne. Det burde trafikministeriet også have mod og mandshjerte til at gøre, udtalte DTLs formand Anker M. Jensen i går i en pressemeddelelse.
Hvis en vognmand skal have dispensation for spejlkravet kræver det også at han dokumenterer at cyklistspejlet er bestilt inden 1. oktober og at levering og montering ikke kan gennemføres inden loven træder i kraft.
- Det vil være administrativt besværligt og det er et åbent spørgsmål, hvor hurtigt Færdselsstyrelsen kan gennemføre sagsbehandlingen, påpeger Morten Lindbo.
-----