Fluen vågnede med et sæt i sin vindueskarm på chefkontoret, da der lød et ordentligt brag. Klokken var to om natten, og det stod klart, hvorfor man ikke bruger fluer som vagtfolk.

Den kunne ikke alarmere hverken vognmanden eller politiet, men den havde da øjne i hovedet og kunne se, at det var en af firmaets lastvogne, der var kørt direkte ind i administrationsbygningen og nu stod med buler og fronten havde trykket nogle mursten ind. Fluen skimtede også svagt i hvert fald én fyr, som løb væk i nattemørket umiddelbart efter.

Der var ikke sket nogen større skade. Men vognmanden var ude af sig selv, da han næste morgen så, hvad der var sket. Det var tidligere sket, at en chauffør havde bakket lidt for frisk og havde ramt bygningen med påhængsvognen, så han vidste, at huset nok skulle holde. Men det her var noget andet. Vognmanden havde næppe fantasi til at forestille sig, at det var andet end hærværk og grove drengestreger - måske i fuldskab. Men alligevel havde han en nagende tvivl.

Fluen så, at han begyndte distræt at rede sit efterhånden tynde og lidt grånende hår igen og igen. Det var et sikkert stress-tegn. Og også en påmindelse om, at han ikke var helt ung længere. Han var nu over de 60 og selv om han var høj og kun moderat overvægtig, syntes fluen med ét, at han virkede en anelse træt og sammensunken.

Hans kampgejst havde ellers været helt i top, for hvis der var noget som øjeblikkeligt kunne få ham ud af starthullerne, så var det fornemmelsen af uretfærdighed. Èn ting var, hvis man blev luret i en forretning, men direkte snyd fik ham til at se rødt.

Det hele begyndte for et par måneder siden, da en af vognmandens gamle kunder kom ind på kontoret. Fluen sad på chefens skrivebord og havde forventning om møde-wienerbrød, men det var ikke et af den slags møder.

- Jeg bliver nødt til det. Tilbuddet er så meget lavere, at jeg ikke har råd til at sige nej, havde kunden sagt, og lige meget hvad vognmanden argumenterede med, holdt han fast ved sit.

- Jamen, Søndergaard. Det kan overhovedet ikke lade sig gøre at køre godset til den pris. Jeg plejer ikke at vise mine interne kalkulationer frem, men vi kender hinanden. Se her!

Fluen så, at vognmanden printede nogle sider ud.

Det tilbud du har fået, kan ikke være seriøst. Det er simpelthen umuligt. Selv hvis jeg skar al fortjeneste væk, kunne jeg ikke komme ned på den pris. Der må stikke noget under.

Men Søndergaard lod sig ikke rokke og vognmanden ville ikke holde for hidsigt på det kontraktmæssige.

Men fluen kunne se, at han skumlede. Håret fik endnu en tur med kammen og han lagde ikke bånd på sig selv, da han fortalte bogholderen om den tabte ordre.

- Og så til "Ridderen". Enhver ved, at han dumper priserne for at få ordren og så håber at kunne liste mere på regningen lidt efter lidt. Han er en ren forbryder og charlatan! Vognmanden var rasende nu. Men det var ikke noget mod hans tilstand ugen efter, da han havde mødt et par af Ridderens lastvogne på landevejen. - Med "vores" Søndergaard-gods og et kæmpe overlæs, havde han råbt. - Og nogle af de vognmænd, han bruger har ikke tilladelserne i orden, og chaufførerne kører, som om det var radiobiler i et tivoli. Vognmanden havde det svært. Jævnligt var han vidne til ulovligheder på vejene med "hans" gods. Og fluen hørte ham ringe til politiet, da han havde fået mere end nok. Det havde han ellers ikke de bedste erfaringer med, for politiet havde aldrig tid til at tage sig ordentligt af den slags sager. Men pludseligt tog de fat. Og Ridderen fik nogle bøder, der sagde spar to.

Vognmanden havde det både godt og skidt med den anmeldelse, som han måtte lægge fuldt navn til. Det var en slags kollega, men det var også den type, som ødelagde alt for andre og gjorde én til grin, hvis man overholdt reglerne.

Så da han beså sin bulede lastbil, var han ikke i tvivl om, at det var en form for hævn - eller måske en mafia-agtig advarsel? Det var en ubehagelig fornemmelse.

Han tog sig sammen. Rettede ryggen, stak redekammen i lommen og holdt et mini-foredrag for personalet om vor tids uansvarlige ungdom, der i fuldskab kan finde på de groveste ting.

Og glemt var ubehaget, da Søndergaard senere dukkede op på kontoret. Det gik slet ikke med Ridderen, han ville gerne tilbage igen.

- Du skal være så velkommen, Søndergaard, sagde vognmanden og åbnede til fluens store glæde den pose wienerbrød, som Søndergaard havde haft med til kaffen.

-----