23948sdkhjf

Billigst af gøre det rigtigt første gang

En af verdens førende møbelfabrikker, det danske fusionsprodukt, Tvilum-Scanbirk i Fårvang, Midtjylland, havde i 2003 en omsætning på 2,4 milliarder kroner, eller svarende til et output på 60.000 møbler per arbejdsdag, - og omsætningen har været stigende siden fusionen i 1997. I dag er virksomheden ejet af det amerikanske Masco.

Tvilum-Scanbirk har otte danske virksomheder med et samlet areal på omkring 280.000 m2 og 1.500 ansatte.

- På grund af vores struktur og markedernes placering i forhold til produktionsstederne bruger vi mest landevejstransport, siger Poul Jensen. ? Der benyttes kombineret transport på sendinger til Italien, fordi transportstrækningen fra producent til modtager er lang nok til, at det er rationelt at indlægge en transportstrækning med tog imellem de to helt nødvendige biltransporter i hver ende.

Til de oversøiske markeder, det kan være Amerika, Australien, Østen, bruger vi søtransport og sender i 20 eller 40 fods containere alt efter kundens ønske og produkttype. Leveringsbetingelserne på søtransport er oftest Ex Works, hvilket betyder, at køberen betaler fragten og står for indgåelse af aftalen med speditør/rederi, hvorefter planlægning sker direkte mellem Tvilum-Scanbirk og den af kunden valgte speditør.

- Fordelingen mellem de forskellige transporttyper afspejler også vores markedsstruktur, som den ser ud i dag. Landevejstransporten står for 75 procent af de 1.700 ton, vi dagligt afskiber, mens kun 5 procent opfylder betingelserne for, at kombitransport er et godt valg. Søtransport står for de resterende 20 procent, og er her valgt, fordi det er til de oversøiske markeder.

Har fem transportaftaler

Tvilum-Scanbirks strategi for køb af transportydelser er lagt på direktionsniveau og revideres årligt.

- Den tager klart udgangspunkt i et ønske om en begrænsning af antallet af transportører. Vi har i øjeblikket transportaftaler med fem transport- og logistikvirksomheder. Samt en pakkedistributør. En større volumen per transportør ville betyde synergifordele og positiv indflydelse både på prisniveauet og kvaliteten af det transportprodukt, vi køber. Samtidig opnås der en forbedret mulighed for investering i et mere veludviklet EDB-samarbejde mellem transportkøber og transportudbyder, fortæller han.

- Vi lægger vægt på, at transportørerne har den fornødne styrke på det, eller de markeder, som transportaftalen omfatter. Vi indgår normalt etårige aftaler med nedskrevne vilkår for forlængelse. Vores politik er, at vi i Europa vil være fragtstyrende. Det vil sige, at vi som udgangspunkt leverer frit til alle kunder i Europa. Derudover efter aftale. Og dette giver os mulighed for at optimere vores lagerfunktion og udlastning samt sikre et vist kvalitetsniveau.

Rigtigt første gang

- Tvilum-Scanbirk opererer på et lavprisområde, og derfor har fragtprisen meget stor betydning for vores markedsposition. Men selvom vi klart prioriterer prisen højt, betyder det ikke nødvendigvis, at parametre som eksempelvis kvalitet, serviceniveau, safety, miljøhensyn, troværdighed, sikkerhed eller lovlydighed er uinteressante.

- Hos os siger vi, at det er billigst at gøre tingene rigtigt første gang. Og samme grundprincip gælder for transportkøbsområdet. Struktur i arbejdet løser mange problemer i det daglige.

- Høj service er også vigtigt, og for os betyder det evnen til hurtigt at kunne formidle de informationer, vi har behov for. En investering i internet-løsninger med track & trace, så vi selv kan trække oplysninger uden at skulle i kontakt med transportøren, og vi dermed kan få løst vores forespørgsel uden ventetid og uden at transportøren belastes unødigt, er også noget vi efterspørger. Og troværdighed er en selvfølge: Alt andet afsløres på et eller andet tidspunkt.

Beslutningen

- Selve aftalen mellem Tvilum-Scanbirk og en transportudbyder indgås af logistikchefen. Involverede parter som for eksempel salgsafdeling og lager er med i overvejelserne, og vi checker mindst én gang årligt, cirka tre måneder før aftalens udløb, om vi nu også har den transportaftale, vi har behov for, eller om vi skal ud og se, hvad markedet kan tilbyde.

- Vi har for øjeblikket kun aftaler med danske transportvirksomheder. Transportaftalerne har ikke særlige afsnit, der tager højde for, om vores samarbejdspartnere følger de love, der findes på transportområdet omkring overlæs, kørehviletidsregler eller overenskomstforhold. Vi går simpelthen ud fra, at de virksomheder, vi indgår aftaler med, her en etisk standard, vi kan identificere os med. Og vi accepterer under ingen omstændigheder, at der køres ulovligt, fremhæver Poul Jensen, Tvilum-Scanbirk i Fårvang.

Verdens førende

Ejeren af Tvilum-Scanbirk er den amerikanske Masco Corporation, der er en af verdens førende udbydere af produkter til boligforbedring og byggeri, blandt andet køkkener, sanitet, og saml-selv produkter. Masco-koncernen har en årlig omsætning på 65 milliarder kroner, hvoraf Europa tegner sig for 12 milliarder. Virksomhederne i Masco-koncernen drives som selvstændige enheder baseret på de enkelte virksomheders styrke og karakteristika. Masco-koncernens europæiske direktør, Lau Frandsen, er bestyrelsesformand i Tvilum-Scanbirk.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104