BHT Shipping A/S i betalingsstandsning
Som følge af BHT Shippings betalingsstandsning 2. juli er Jesper Thomsen netop udtrådt af selskabets direktion.
Samtidig er Ib Nielsen og Birgitte Thomsen udtrådt af bestyrelsen. – Ændringerne skyldes, at BHT Shipping er trådt i betalingsstandsning, forklarer Jesper Thomsen, der i forbindelse med betalingsstandsningen er udpeget til direktør i søsterselskabet BHT Transport & Spedition A/S, Glostrup. – BHT Transport & Spedition har overtaget samtlige BHT Shippings medarbejdere og købt alle selskabets aktiviteter, og det er planen på denne måde at skabe økonomisk råderum til, at leverandørerne i BHT Shipping kan få så stor en dividende som muligt, når alt er gjort op. Vi håber på – og regner med – at kunne skaffe en dividende på mellem 80 og 100 procent til kreditorerne i BHT Shipping A/S. Selskabet består rent juridisk stadigvæk, og det er værd at bemærke, at vi i dets 42-årige historie har tjent penge næsten hvert år. Men vi er løbet ind i problemer i Århus, hvor vi i de seneste år havde store driftstab, dubiøse debitorer og gamle verserende sager med tilbageholdte tilgodehavender. Driften i København har hele tiden været positiv, og vores håb er, at vi kan få genskabt virksomheden, når der er ryddet op, slutter direktøren.
-----