DTL skeptisk overfor Toll Collect
Den særlige ekspertgruppe, der følger udviklingen af Mauten, mødes 21. oktober 2004 for at gøre status over det tyske vejskatteprojekt.
Ikke mindst vil der blive sat fokus på tempoet i installationen af de såkaldte OBUer, oplyser DTL, hvis direktør Michael Svane er med i ekspertgruppen.
- Generalprøven på hele Maut-systemet er sat i gang, men det er stadigt usikkert, om målsætningen på 500.000 installerede UBUer inden nytår kan nås. Jeg har noteret mig, at koncernchef Christoph Bellmer fra Toll Collect har lagt ansvaret for de manglende OBUer over på vognmændene, siger han og tilføjer:
- Nu har Toll Collect en forhistorie, der gør, at det er berettiget at have en vis skepsis til, om systemet virker efter hensigten. Sammen med kolleger i andre europæiske vognmandsorganisationer mener jeg, at det er Toll Collect, som har ansvaret for at skabe tiltro og tillid til opkrævningssystemet. Jeg bryder mig ikke om tonen, hvor man retter smed for bager. Derfor vil DTL fremføre disse synspunkter på ekspertmødet 21. oktober.
-----