Sigtelse mod vestjysk vognmand
En unavngiven vognmand fra Vestjylland er i begyndelsen af september sigtet for assurancesvig til et beløb af omkring 80.000 kroner.
Kriminalinspektør Preben Nielsen, Kriminalpolitiet i Varde, bekræfter, at der er rejst sigtelse mod vognmanden. – Vi har foreløbig sigtet vognmanden for assurancesvig i forbindelse med et brugstyveri af hans bil, der endte med et havari. Vi blev ikke kaldt ud til ulykken men kom senere og konstaterede, at bilen var smadret og meddelte det til ejeren. I første omgang var der ingen grund til at se anderledes på sagen end, at der var tale om et hændeligt uheld. Men Forsikringsselskabet Thisted Amt g/s, der havde udbetalt skadeserstatningen til bilens ejer, fik senere oplysninger, der kunne tyde i retning af svig og bad os derfor efterforske sagen. Vi mangler stadig at afhøre nogle personer, inden vi kan sende sagen til juristerne, der træffer beslutning, om der er grundlag for at rejse tiltale. Jeg forventer, at vi kan videresende materialet til juristerne om cirka 14 dage, siger Preben Nielsen. – Og så får vi se, hvad der videre sker.
-----