Man forestillede sig vist, at alle skovene ville blive flyttet direkte ind på papirfabrikkerne. I dag er der ingen der trækker på smilebåndet af det kinesiske forbrug af hverken papir stål, olie eller maskiner.

Den kinesiske vækst i de industrialiserede områder har været så enorm, at det har trukket spor i resten af verdensøkonomien. Olieprisen er røget i vejret ? mere end terrorfrygt berettiger til ? og de høje priser på stål er nu også mærkbare i europæisk industri.

Det kinesiske boom har betydet, at mange vestlige virksomheder, herunder også et stigende antal danske, har etableret sig med produktion i Kina. Dels for at være tæt på det store marked og dels for at gøre brug af billig og stabil arbejdskraft ? også til brug for eksport tilbage til vesten, i øvrigt sammen med den voksende kinesiske eksport.

Ingen kan lide at se nationale virksomheder flytte produktion til udlandet. Det betyder tab af arbejdspladser, og det opleves af mange som lidt af en faneflugt. I Frankrig er man f.eks. blevet så fortørnet over tab af arbejdspladser til nogle af de nye EU-lande, som lokker med billig skat, at man vil have disse landes EU-tilskud beskåret. Men det er en stakket frist at kæmpe imod denne udvikling, fordi den drives af markedskræfterne, i øvrigt de selv samme kræfter, som har bragt Danmark og vor del af verden så megen fremgang gennem årene.

Vi ser nu, at Indien er ved at følge efter Kina som en vækstdynamo. Rusland er ved at komme i gang og de nye EU-lande varmer op ? både som etableringslande for produktion og servicevirksomheder og som leverandør af arbejdskraft, på stedet og ?ud af huset?.

Det er den internationalisering, som man har talt om i årtier, der nu er en realitet.

Danske virksomheder kan ikke sidde med hænderne i skødet, og slet ikke transportvirksomhederne. Hvis ikke vi kan være med i udviklingen, vil vi stille og roligt blive overhalet, og så kan vi være aldrig så fornærmede over, hvad der sker. Den danske arbejdsmark behøver ikke ligge i Danmark, og vi har hvad der skal til for at klare os. Også transportmæssigt. Eksport og import går to veje, men skal altid transporteres. Så det er bare at klø på. Uden transport sker der ingenting.

Forfatteren Leif Davidsen, der er tidligere Moskva-korrespondent for DR, fortæller i sin bog ?Dostojjvskis sidste rejse? om det særlige begreb ?vranjo? fra sovjettiden, om den løgn, som alle vidste var løgn, både den som leverede løgnen ? oftest styret - og den som modtog den. Alligevel holdt begge parter masken og lod som om.

Vi har lidt af det samme på enkelte punkter herhjemme. Omkring efterlønnen for eksempel. Både regeringen og oppositionen er klar over, at den ikke holder i længden. Men man praktiserer vranjo. Selv om der i øjeblikket udflages virksomheder og nedlægges arbejdspladser herhjemme, så stiger behovet for arbejdskraft på bare lidt længere sigt. Derfor har vi ikke råd til at belønne så store grupper sunde og raske og ofte veluddannede folk for at trække sig tidligt tilbage. Men hverken Socialdemokraterne eller regeringen skal nyde noget. Man lader som om det nok skal gå ? og at noget vil vise sig i fremtiden, eller at man ikke selv sidder i regering den dag, det ramler.

Hvis man kunne slå hul på denne og andre typer vranjo kunne vi måske få lov at komme ind til kernen af sagerne - også i transportpolitikken ? så man forholder sig til realiteterne frem for slagord.

-----