Maut-gevinst annulleret
Bedre miljø og mere plads på de tilstoppede tyske motorveje. Det var de politiske ambitioner, da Forbundsdagen i Berlin vedtog maut?en. En kilometerafgift på lastvogne ville gøre det mere attraktivt at anvende alternative og mere miljøvenlige transportformer som skib og jernbane.
Men allerede inden opkrævningen af vejskatten går i gang til nytår, er der skepsis over for maut-effekten i jernbanekredse.
- De mange meget konkurrencedygtige vognmænd fra de nye EU-lande vil formentlig udjævne den gunstige effekt, som den tyske vejskat kunne have haft på valget af transportform. Vi kan allerede i dag mærke konkurrencen fra lastvogne fra eksempelvis Baltikum, siger Claus Lynge Christiansen, der er key account manager for det succesfulde schweiziske baneselskab Hupac.
Flere i branchen bekræfter, at interessen for jernbanetransport som alternativ til lastbilen, på grund af den tyske vejskat, er markant lavere end sidste sommer, hvor opkrævningen af maut?en skulle være startet.
En halv krigHos Dansk Speditører er direktør Torben Holm usikker på, om den nye startdato 1. januar er holdbar.
- Vognmændene fra de nye EU-lande vil utvivlsomt øge lastvognens konkurrenceevne i forhold til jernbanen på grund af de lavere lønomkostninger. Men deres omkostningsniveau vil formentligt tilpasses resten af EU inden for en kort årrække, vurderer Torben Holm.
- Alle i branchen er i princippet interesseret i at flytte gods fra lastbil til jernbane. Ikke mindst på grund af trængslen på de tyske motorveje. Men jernbanen har sine egne strukturproblemer, som ikke løses alene ved at fordyre lastvognstransporterne med en afgift. Det tager en halv krig, at køre gods fra Danmark til Verona, på grund af problemer med slot-tider og nedprioritering af godstog over for persontogene. Hvis jernbanen skal være konkurrencedygtig, skal den være langt mere fleksibel og hurtigere end i dag og politikerne i de europæiske lande må indse, at det kræver store reformer, hvis flaskehalsene skal fjernes, siger Torben Holm.
Hvis ikke maut?en får den effekt, politikerne ønsker, vil en nærliggende rygmarvsreaktion være at øge afgiften.
- Vejskatten er en skatteskrue, og den tror jeg under alle omstændigheder, at politikerne vil anvende, siger Torben Holm.
-----