Garvede transportfolk er udmærket bekendt med, at man skal være "hurtigt ud af røret", når man skal rejse og forfølge krav mod andre. Indenfor transportretten har vi ret skrappe reklamationsregler på eksempelvis 3, 7 og 14 dage, og i visse tilfælde endda "straks reklamation" i samme øjeblik man konstaterer eller burde konstatere en skades indtræden. Reklamationsreglerne suppleres af de uigenkaldelige forældelsesfrister, der i transportretten typisk er 1 år og i "den almindelige jura" i øvrigt 5 år.

Hvad de færreste imidlertid er klar over er, at der herudover består en mere eller mindre udefinerbar "passivitetsregel", der ikke har nogen eksakt længde, og som hviler på såkaldte og lige så udefinerbare retsgrundsætninger, der igen er baseret på, hvad i sidste ende domstolene mener, vil være ret og rimeligt i en given sag.

Denne lære har Forsvarskommandoen for nylig måttet sande i en sag, hvor man havde rejst et krav på godt. 413.000 mod et rederi i dettes egenskab af reder for Forsvarskommandoens beredskabsudgifter i forbindelse med overvågning af bjærgning af et forlist skib tilhørende det pågældende rederi i november 2000. Der var mange spørgsmål i sagen, men hovedspørgsmålet skulle vise sig at blive, om erstatningskravet var fremsat rettidigt.

Søndag den 5. november 2000 forliste det danske uddybnings- og entreprenørskib sydøst for Gedser på positionen 54 30 NB og 12 06 ØL. Samme dag oplyste skibsføreren at skibets oliebeholdning bestod af 700 liter dieselolie, 200 liter smøreolie og 500 liter hydraulikolie, i alt 1400 liter olien.

Området ved Gedser var klassificeret som EF-habitatområde, EF-fulgebeskyttelsesområde samt RAMSAR-område (særligt naturfølsomt).

Søværnets Operative Kommando (SOK) besluttede at sende M/S Mette Miljø til havaristen med henblik på at være stand by i tilfælde af en eventuel olieforurening i forbindelse med bjærgningen af skibet. Forsvarskommandoen havde ansvaret for forureningsbekæmpelsen på det danske søterritorium og afholdt derfor udgifterne hertil, men miljøskibene blev drevet af og var operativt underlagt SOK.

I forbindelse med observationerne blev der af SOK udarbejdet en Oil Ops rapport beskrivelse af hændelsesforløbet. Det fremgik heraf, at M/S Mette Miljø om morgenen den 6. november 2000 forsøgte at besigtige positionen for forliset, men dette var ikke muligt på grund af vandforholdene, sydøstlig vind på 14 m/s, og fordi man ikke kunne observere den bøje, der markerede vraget.

Den følgende dag, den 7. november 2000, var det muligt at kontrollere området, hvor skibet var sunket, og M/S Mette Miljø's besætning kunne ikke umiddelbart observere noget olieudslip.

Rederiet meddelte den 8. november 2000, at et bjærgningsfirma var engageret til at hæve vraget under beskyttelse af bjærgningsfartøjet. Man forventede, at bjergeren ville ankomme til Gedser den 8. november eller den 9. november om morgenen og derefter påbegynde bjærgningen af skibet.

Torsdag den 9. november 2000 meddelte bjærgningsfirmaet imidlertid Forsvarskommandoen, at bjærgningsfartøjet først ville ankomme samme dags eftermiddag og påbegynde bjærgningen den 11. november 2000. Lørdag den 11. november 2000 besluttede bjærgningsfirmaet sig på grund af vejret for at udskyde bjærgningen til mandag den 13. november 2000.

Den 13. november 2000 om aftenen kastede bjærgningsfartøjet anker ved vraget, og bjærgningsfirmaet forventede bjærgningen iværksat den 14. november 2000. Først den 15. november 2000 blev vraget hævet. Der var forinden af dykkere foretaget en afblænding af olietankenes udluftningsrør på skibet.

Marie på banen

Onsdag den 15. november 2000 blev miljøskibet M/S Mette Miljø afløst af M/S Marie Miljø, da M/S Mette Miljø skulle på værft i Korsør.

Under bjærgningen den 15. november 2000 blev der observeret en tynd oliefilm, der var lækket fra skibet. Det var dog ikke muligt at bekæmpe denne olie. Der blev ikke i øvrigt konstateret olieudslip fra skibet.

Efter bjærgningen blev skibet bugseret til Gedser, hvor huller i skroget blev tætnet. Skibet blev tømt for olie, forinden det blev bugseret til værft.

Forsvarskommandoen fremsatte ved et brev af 7. februar 2003 (altså mere end 2 år efter redningsaktionen!!) Forsvarskommandoen krav mod rederiet om betaling af 568.770,69 kr. i henhold til faktura af 19. december 2000 til dækning af omkostninger afholdt i forbindelse med forhindring eller bekæmpelse af forurening ved skibets forlis den 5. november 2000.

Det var første gang, rederiet havde hørt om kravet, og da man nægtede at betale anlagde Kammeradvokaten på vegne Forsvarskommandoen sag mod rederiet ved Retten i Århus og nedlagde påstand om betaling af kr. 413.901,69 renter for netop beredskabsudgifter ved overvågningen af bjærgningen af skibet i perioden 5. november til 16. november 200, i alt kr. 413.901,69.

Forsvarskommandoen havde for så vidt angik ansvarsgrundlaget for rederiets ansvar gjort gældende,

at rederiet som den registrerede ejer af skibet var ansvarlig for sagsøgers udgifter i henhold til sølovens § 206, stk. 2, jf. § 191, subsidiært i henhold til havmiljøbeskyttelseslovens §§ 11 og 44 og,

at den registrerede ejer efter begge regelsæt var objektivt ansvarlig for de afholdte beredskabsudgifter.

Hvis man går lidt ind bag ved de bestemmelser, Forsvarskommandoen bragte i spil, vil udgangspunktet være sølovens § 191 om rederens ansvar for forurening.

"Ejeren af et skib er uden hensyn til skyld ansvarlig for enhver forureningsskade.

Stk. 2. Ved forureningsskade forstås tab eller skade uden for skibet, som skyldes forurening forårsaget af olie, der udtømmes eller udflyder fra skibet, dog således at erstatning for forringelse af miljøet, ud over tabt fortjeneste ved en sådan forringelse, begrænses til udgifterne ved rimelige forholdsregler for genopretning, der allerede er taget, eller som skal tages. Ved forureningsskade forstås endvidere udgifter, skade eller tab, som følge af rimelige forholdsregler truffet for at afværge eller begrænse forureningsskade, efter at hændelser, som forårsager forureningsskade eller medfører alvorlig og umiddelbar fare for forureningsskade, er indtruffet?"

I sølovnes § 206 findes en bestemmelse, der pålægger det samme ansvar og erstatningspligt, når "forholdsregler, der tages med henblik på at afværge eller begrænse sådan forureningsskade uden hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet ?"

Disse bestemmelser suppleres yderligere af § 44 i havmiljøloven.

"Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58 og dette medfører udgifter til beredskabs- eller bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere. ?"

I det følgende medtages af hensyn til "feinschmeckere" de fleste af de af Kammeradvokatens argumenter, der er plads til.

Vedrørende rimeligheden af at iværksætte olieforureningsberedskabet gjorde Kammeradvokaten gældende, at der skete olieforurening, og at der var umiddelbar fare for yderligere udflydende olie fra rederiets skib, at vurderingen af, om udgiften til beredskab og olieforureningbekæmpelse var rimelig, skulle foretages ud fra forholdene på tidspunktet, hvor beslutningen om beredskab blev truffet, og sagsøger henviste her bl.a. til den juridiske litteratur og forarbejderne til søloven, at den udførte indsats var nødvendig og rimelig, særlig henset til, at forureningsfaren var opstået i nærheden af særligt naturfølsomt område, at skibet havde olie ombord, der ville være skadeligt for havmiljøet, såfremt det flød ud af skibet, at risikoen for olieforurening særligt består i forbindelse med et skibs forlis og i forbindelse med hævning heraf og, at der under hævningen faktisk flød en tynd oliefilm ud fra skibet, hvilket viste, at der var umiddelbart fare for, at olie ville flyde ud fra skibet. Herudover anførtes en række betragtninger om rimeligheden i at afvente bjærgningsoperationens gennemførelse.

Forsvarskommandoen bestred, at havde udvist retsfortabende passivitet, og havde til støtte herfor gjort gældende, at erstatningskrav rejst i medfør af sølovens § 20, stk. 2, jf. § 191, forældes i henhold til forældelsesreglen i sølovens § 502, hvorefter forældelse indtræder allerede 3 år efter tidspunktet for skadens opståen, at den korte forældelsesfrist i sølovens § 502, stk. 1 på 3 år skaber en klar formodning for, at krav rejst inden for denne korte forældelsesfrist ikke er bortfaldet på grund af passivitet, at krav i medfør af havmiljøbeskyttelseslovens §§ 11 og 44 er underlagt 20 års forældelse, hvorfor kravet ikke var fortabt ved passivitet, fordi det rejstes ca. 2 år efter, at det var opstået,

at det objektive ansvar i førnævnte lovbestemmelser talte imod, at krav skulle være fortabt ved passivitet, fordi det objektive ansvar medførte, at der ikke var nogen rimelig tvivl om, at sagsøger havde et krav, at rederiet var et professionelt dansk rederi, som var eller burde være bekendt med de særlige retsregler, som regulerer erstatningsansvar for olieforurening på søterritoriet, herunder det objektive ansvar for beredskabsomkostninger, at rederiet således ikke kunne forvente, at sagsøgers erstatningskrav, om regulerede rederiets professionelle erhvervsvirksomhed, skulle være bortfaldet ved passivitet, at almindelige obligationsretlige passivitetsvurderinger ikke kunne anvendes i nærværende sag, idet erstatningskravet var rejst udenfor kontrakt af en offentlig myndighed mod en skadevolder, som var objektivt ansvarlig for beredskabsudgifterne, at erstatningskrav under ovennævnte omstændigheder kunne forfølges overfor skadevolder helt indtil forældelsesfristen udløb, når skadelidte på intet tidspunkt havde tilkendegivet at ville opgive sit erstatningskrav og, at den konkrete vurdering af, om der var udvist passivitet i nærværende sag, måtte falde ud til, at sagsøger ikke havde udvist retsfortabende passivitet, da rederiet ikke kunne have nogen berettiget forventning om, at sagsøger havde opgivet sit erstatningskrav.

Byretten startede med at fastslå, at SOK i forbindelse med rederiets uddybnings- og entreprenørskib forlis syd for Gedser den 5. november 2000 sendte miljøskibet M/S Mette Miljø til uheldsstedet med henblik på at være til stede i tilfælde af en evt. olieforurening, der måtte opstå i forbindelse med bjærgningen af skibet. Den 15. november 2000 overtog miljøskibet M/S Marie Miljø opgaven. Der blev under de første observationer ikke konstateret olieudslip, og i dagene fra forliset den 5. november til skibet den 17. november 2000 var bjærget og bragt til havnen i Gedser, lå miljøskibene stand by, uden at der var anledning til at foretage nogen oliebekæmpelse.

Det lagdes endvidere til grund, at der i perioden var telefonisk kontakt mellem rederiet det af rederiet antagne bjærgningsselskab og SOK, hvorunder SOK blev løbende orienteret om planlægningen og forløbet af bjærgningen af det forliste skib. Forsvarskommandoen var ikke på noget tidspunkt herunder i aktivitet, men foretog alene observationer på stedet.

Det lagdes endelig til grund, at rederiet ikke i forbindelse med bjærgningen af rederiets forliste skib var blevet gjort bekendt med, at et krav fra myndighederne i anledning af miljøskibenes tilstedeværelse kunne komme på tale.

Retten fandt på baggrund heraf, at Forsvarskommandoen i hvert fald i forbindelse med sin opgørelse af erstatningskravet den 19. december 2000 have al mulig grund til at gøre rederiet bekendt med, at et erstatningskrav ville blive fremsat. Det forhold, at der hos Forsvarskommandoen efter overtagelsen af ansvaret for forureningsbekæmpelse på det danske søterritorium fra miljøministeriet pr. 1. januar 2000 herskede nogen usikkerhed omkring opgørelse af erstatningskrav, og at Forsvarskommandoen havde taget kontakt til Kammeradvokaten med henblik på en afklaring heraf, fandtes ikke at kunne ændre heri.

Under disse omstændigheder fandt retten endvidere, at rederiet kunne have grund til at antage, at et erstatningskrav under henvisning til det objektive ansvar i søloven ikke ville blive gjort gældende.

Da Forsvarskommandoen på dette grundlag først havde fremsat et erstatningskrav overfor rederiet i brev af 7. februar 2003, fandtes Forsvarskommandoen ? uanset den korte forældelsesfrist i sølovens § 502, stk. 1 ? at have udvist en sådan passivitet, at et evt. krav ikke kunne gøres gældende.

Allerede af denne grund blev rederiets frifindelsespåstand taget til følge, og rederiet blev frifundet.

Dommen er interessant, fordi det ikke er så ofte, passivitetsgrundsætningen bringes i sving, og i øvrigt fordi staten har valgt ikke at anke dommen til landsretten.

-----